Store Heddinge

Højerup får lokalplan og trafikplan

hoejerup_gamle_kirke

Stevns Kommune sætter nu gang i arbejdet med at udvikle én ny, fælles lokalplan for Højerup by og besøgsområdet for Stevns Klint verdensarv

Samtidig kommer Stevns Kommunen med et udspil til en trafikplan. Det er resultatet af tirsdagens møde i Plan- og Teknikudvalget.

– Det har igennem hele processen med Stevns Klints nominering til UNESCO’s verdensarvsliste været vores ønske og mål at inddrage borgerne i Højerup. De besøgende til Stevns Klints besøgsområde skal køre igennem Højerup by, og byen er derfor et knudepunkt og en vigtig del af udviklingen af hele området, fortæller Flemming Petersen, som er formand for Plan- og Teknikudvalget i Stevns Kommune og tilføjer:

– Nu er vi nået til en fase i verdensarvs-projektet, hvor de forandringer, der vil ske i Højerup, bliver konkrete og jordnære. Derfor holdt vi den 17. marts et borgermøde i Højerup, hvor det kom frem, at borgerne ønsker én samlet lokalplan for landsby og besøgsområde frem for to selvstændige lokalplaner for byen og besøgsområdet. Det har vi lyttet til, og besluttede derfor på mødet i udvalget at ændre den planlagte proces.

Det første der sker i den samlede proces er, at der udarbejdes et tillæg til kommuneplanen. Derefter afholder vi en arkitektkonkurrence, og når den er afsluttet ved vi, hvordan udformningen af det fremtidige besøgsområde bliver.

Trafikplan

Samtidig satte udvalget gang i en proces frem mod en trafikplan for Højerup:

– Vi anerkender desuden borgernes ønske om en trafikplan for området. Vi kan selvsagt ikke stille nogle garantier for, hvordan det kommer til at se ud, men vi kan garantere, at borgerne i Højerup bliver hørt i processen, slutter Flemming Petersen.

Trafikplanen skal give en større indsigt i trafikbelastningen og trafikafviklingen i Højerup, og dermed medvirke til, hvordan vi planlægger trafikken til og fra besøgsområdet.

Forvaltningen i Stevns Kommune arbejder lige nu på en køreplan for de to processer, som bliver meldt ud, når de er klar.

Kommentarer