Store Heddinge

Hotel pro Forma i Erikstruphallen 4. oktober

Foto: Christoffer Askman

Hotel pro Forma har spillet på store teater- og operahuse over hele verden. 4. oktober gæstespiller de hos Stevns Teaterforening.

Hotel pro Forma er et helt specielt teater, som overskrider grænsen mellem teater og billedkunst. Med I krydset får de ny sofa har de for første gangproduceret en forestilling, der kan turnere i teaterforeninger ud over Danmark.

I krydset får de ny sofa er baseret på forfatter Helle Helles anmelderroste roman ’de’. Forestillingen fremstår som en sanselig monolog, der åbner teksten og giver den kød og blod.

En ung kvinde ser tilbage på sine teenageår med en mor, der er terminalt syg. De bor i forskellige lejligheder i 1980’erne. Teenage-jeg’et går i gymnasiet og til fester, har veninder og romantiske møder, som man nu har. Men morens sygdom og jeg’ets tætte forhold til hende er fortællingens omdrejningspunkt og klinger som en konstant tone gennem stykket.

50 specialdesignede LED-stænger udgør stykkets scenografi. De skaber snart lysbilleder af fygende vind og ludende marker, snart labyrintiske gyder, som stemningslandskaber, hvorigennem fortælleren bevæger sig. Hendes erindringer fremkaldes også som musik og naturens lyde – blæst, regn eller fuglesang

Hotel pro Formas leder gennem 37 år Kirsten Dehlholm kommer med til Stevns og er klar til at samtale og svare på spørgsmål efter forestillingen.

”Det er en exceptionel begivenhed, at en af vores internationalt anerkendte kunstnere besøger os,” siger teaterforeningsforkvinde Lene Vestergård. ”Og selv om Kirsten Dehlholm vandt den Reumert-pris, som KLINT i Pyramiden i Boesdal også var indstillet til i 2017, glæder jeg mig til at byde hende velkommen.”

FAKTA

Hotel pro Forma Co-produktion med Aalborg Teater

I krydset får de ny sofa

Tirsdag d. 4. oktober, kl. 19.30

Erikstruphallen

Varighed: 1 time og 15 min uden pause.

Billetter www.stevns-teater.dk

Løssalg: 260 kr.

Medlemsbilletter: 130 kr.

Unge u.25 år: 60 kr.

Medlemskab 2022-23: 100 kr.

Medvirkende: Ingrid-Marie Thorlacius

Tekst: Helle Helle

Instruktion: Kirsten Dehlholm

Medinstruktør: Marie Dahl

Scenedesign: VERTIGO, Ole Kristensen, Kirsten Dehlholm, Marie Dahl

Anmeldelse Iscene https://iscene.dk/2022/06/03/i-krydset-far-de-ny-sofa/

Kommentarer