Hunden Molly er læsestøtte for børn på Hårlev Bibliotek

En gang om ugen besøger den 11-årige finske lapphund, Molly Hårlev Bibliotek, hvor hun hjælper børn med læsevanskeligheder.
Lone Normann Kjelstrup har gennem de sidste par år brugt sin nu 11-årige finske lapphund Molly som læsehund. Molly må siges at være skabt til opgaven, da hendes væsen giver børn med læsevanskeligheder en tryg indgang til bogstavernes forvirrende verden.
– Molly elsker børn. Hun har et dejligt blidt udtryk i ansigtet og så har hun en ro over sig, som smitter, fortæller Lone Normann Kjelstrup til Hunden.dk.
At Molly er en rolig hund, er lige netop det, børnene med læsevanskeligheder har brug for. For dem er det nemlig alt andet end trygt at kaste sig ud i at læse.
– Nogle børn kan ikke lide at læse højt for klassen, fordi der måske er nogen, der fniser af dem, eller læreren retter på dem, når de laver en fejl. Når børnene læser for Molly, giver hun dem fred og nærvær. Hun retter ikke på dem. Hun ligger bare der ved siden af barnet, lyder det fra Lone Normann Kjelstrup, der også selv er til stede i læsesituationerne.
En gang om ugen tager hun Molly med på Hårlev Bibliotek, hvor de møder børnene med læsevanskeligheder, og hun oplever ofte, at børnene faktisk får noget ud af mødet med læsehunden.
– Jeg havde for eksempel en dreng, der havde svært ved at læse lange ord. Han kunne kun læse korte ord og gad derfor ikke rigtigt at læse. Da han havde været sammen med Molly to gange, så kunne han allerede læse de lange ord også, siger Lone Normann Kjelstrup, der ikke er i tvivl om, hvorfor det hjælper med læsehunden.
– Det handler om, at børnene får tiden til at stave sig igennem ordene uden at blive rettet. Ofte kan de faktisk godt selv høre, når noget lyder forkert, og så læser de bare sætningen forfra helt af sig selv, siger Lone Normann Kjelstrup.
Om foreningen Læsehunde
Foreningen Læsehunde, der drives af udelukkende frivillige kræfter, har vist sig at være en succes, på de allerede 65 biblioteker og skoler landet over, der tilbyder aktiviteten. Med initiativlegatet får foreningen nu mulighed for at opbygge kapacitet i foreningen og styrke den frivillige indsats til gavn for de mange børn vi hjælper i dag og i fremtiden.
Foreningen Læsehunde forventer at kunne stille med op ca. 80 læsehunde inden årsskiftet fordelt på godt 70 biblioteker og skoler i Danmark.
Om Egtmondfonden
Egmont Fondens Spireprogram har støttet foreningen med en bevilling på 105.700 kroner. Egmont Fondens Spireprogram er for ildsjæle, personer eller organisationer, der har en konkret idé til at styrke udsatte børn og unges læring og livsduelighed.
Om Læsehunde:
- I 2017 fik mere end 300 børn hjælp af en læsehund
- Barnet læser højt for hunden – hunden dømmer eller retter ikke
- Læsehunde giver barnet gode læseoplevelser og læselysten tilbage
- Læsningen foregår på et bibliotek eller en skole i nærheden af barnets bopæl
- Hunden og ejeren arbejder frivilligt
- Læsehundene er certificerede og godkendt af fagfolk
- Læsehunde findes helt fra Frederikshavn i nord til Nakskov i syd, fra Esbjerg i vest og til Rønne i øst
- Mange nye læsehunde er på vej ud på biblioteker i øjeblikket.
Tekst af Bjarke Kirkegaard Nielsen, Hunden.dk
Kommentarer