Store Heddinge

Hurtig indsats hjælper borgere med svær psykisk lidelse

Svært psykisk syge menneskers muligheder for at få foden indenfor på arbejdsmarkedet stiger markant, hvis man hurtigere sætter ind med job og uddannelse.

Andelen af svært psykisk syge, som kommer i job og uddannelse, vokser betragteligt, når indsatsen fokuserer på job parallelt med helbred. Sådan lyder hovedkonklusionen af et kontrolleret forsøg kaldet Projekt Inklusion, som består af en beskæftigelsesrettet indsats målrettet personer med en svær psykisk lidelse som f.eks. skizofreni. I Projekt Inklusion har man benyttet metoden IPS (Individual Placement and Support), og projektet har kørt fra 2011-2017.

IPS-indsatsen handler om at få udsatte borgere med ringe tilknytning til arbejdsmarkedet og med svære psykiatriske diagnoser hurtigt ind på arbejdsmarkedet og tilbyde dem støtte, mens de er på arbejdsmarkedet.

Med hjælp fra en mentor opnår deltagerne i IPS-indsatserne over en periode på 18 måneder, at 59,5 pct. kommer i job eller uddannelse. Det er knap 30 pct. mere end i kontrolgruppen, hvor det kun er 46,5 pct.

Hovedparten af deltagerne har været kontanthjælpsmodtagere samt modtagere af sygedagpenge og førtidspensionister. For hver person, der kommer i fuldtidsbeskæftigelse i stedet for kontanthjælp, sparer det offentlige i gennemsnit godt 148.500 kr. årligt i forsørgelsesudgifter.

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen siger:

– Det er vigtige resultater. Job først-tilgangen er ikke bare vigtig. Den er vejen frem. Det skal ikke mindst ses i lyset af, at vi her har med en gruppe mennesker at gøre, der har en svær psykisk lidelse. Jeg vil derfor tage initiativ til at viden og konkrete erfaringer med IPS-indsatsen udbredes til hele landet. 

Der har været 720 ikke-arbejdsmarkedsparate borgere med i forsøget. De er diagnosticeret med skizofreni, bipolar lidelse eller tilbagevendende depression og som har tilknytning til det psykiatriske behandlingssystem.

Projektet er gennemført af Region Hovedstadens Psykiatris Forskningsenhed.  Projektet har fået bevilliget samlet 45,8 mio. kr. fra staten, og derudover har projektet modtaget yderligere finansiering fra blandt andre Trygfonden.

Fire indsatssteder har været del af projektet: Silkeborg, Odense, Frederiksberg og København, og indsatsstederne har samarbejdet med hhv. Region Hovedstadens Psykiatri og Region Syddanmarks psykiatri.

Kommentarer