Store Heddinge

Husejer fik vandregning på over 600.000

utaet_vandroer

Store Heddinge: Store Heddinge Vandværk har stævnet en husejer for ikke at betale en kæmpe vandregning.

Store Heddinge Vandværk har sendt en vandregning på 123.242 kroner til Nick Ullerup på Frøslevvej i Store Heddinge. Vandværkets måler viste at han havde brugt 8.000 kubikmeter vand på et halvt år.

Dertil kommer vandafledningsafgift til Stevns Forsyning på omkring en halv million kroner.

8.000 kubikmeter vand er ekstremt meget vand. Ifølge Danva, vandsektorens brancheorganisation bruger en familie med to voksne og to børn i gennemsnit 150 kubikmeter om året.

Læs også: Familie i Strøby Egede fik kæmperegning for vand

Ingen tegn på lækage

Der er ikke blevet konstateret en stor læk på Nick Ullerups grund eller i hans hus. På et spørgsmål om hvor alt det vand er forsvundet hen, svarer Viggo Nielsen:

– Det kan forsvinde ned i gamle dræn eller gamle kloakrør i vejen. Og det kan have sket over meget lang tid, hvis Nick Ullerup ikke har aflæst sine målere i en årrække. Så vil det ikke blive synligt på overfladen. Det ser vi mange gange, når vi har lækage, så siver det i rigtigt lang tid, inden det bliver synligt, og vi kan tage hånd om det, svarer næstformanden i Store Heddinge Vandværk.

Nick Ullerup er sikker på at vandværkets måler var defekt.

– Det må derfor være en fejl ved måleren, som jeg forsøgte at dokumentere ved at tage billeder med nogle timers mellemrum, da hovedhanen var lukket. Billederne viser, at måleren stadig tæller, siger Nick Ullerup til Dagbladet. Da den gamle vandmåler blev udskiftet med en ny, var der ikke mere svind.

Læs også: Vandregning på 600.000,- kroner – Hjælp mig!

Store Heddinge Vandværk sendte den udskiftede vandmåler til en certificeret undersøgelse, der viste at måleren ikke var defekt.

– Det er en påstand, at måleren ikke virkede. Men det er en måler, som er brugt og har virket upåklageligt alle andre steder, og som er blevet erklæret helt i orden, da vi sendte den ind til undersøgelse, siger Viggo Nielsen tidligere formand, nu næstformand i Store Heddinge Vandværk.

Vandværket har stævnet Nick Ullerup

Store Heddinge Vandværk a.m.b.a stævnede den 6. marts Nick Ullerup for deres regning på 123.242 kroner.

– Præmissen for, at Nick Ullerup ikke vil betale, er helt forkert. Vi har fået vandmåleren afprøvet og fået et certifikat på, at der intet var i vejen med den, siger Viggo Nielsen til Dagbladet.

Sagen kommer op på genralforsamlingen

Vandværket afholder generalforsamling i aften, torsdag den 26. marts klokken 19.30 på Hotel Stevns. Her er sagen kommet på under punkt 5: indkomne forslag. De fremmødte vil blive bedt om at tage stilling til om vandværket skal trække sagen tilbage.

Kommentarer