Store Heddinge

Hvem skal være årets ildsjæl?

Vi er gode til frivilligt arbejde herhjemme, men det er vigtigt, at de lokale ildsjæle bliver anerkendt. Derfor uddeler SEAS-NVE en ildsjælepris, og frem til 1. oktober kan du indstille en person, som gør en ekstra indsats i lokalområdet.

Mange lokale ildsjæle gør en utrættelig indsats for at skabe aktiviteter og glæde i deres lokalområde. Det engagement og overskud bør anerkendes med et kontant skulderklap, der kan give ekstra energi til at drive arbejdet videre. Derfor efterlyser SEAS-NVE nu kandidater til årets ildsjæl, som modtager 25.000 kr.

I 2018 modtog selskabet ca. 800 indstillinger. Af dem pegede 23 på 26-årige Rasmus Agger Bendtsen, som løb med anerkendelsen og blev Årets Ildsjæl 2018:

– For mig er det vigtigt at gøre noget godt for lokalområdet. Det giver en form for samhørighed, når vi sammen bidrager til et bedre fællesskab i byen, og det er en helt særlig følelse, som jeg ikke vil være foruden. Derfor betød det også rigtig meget for mig, at så mange havde indstillet mig til at modtage Ildsjæleprisen sidste år, fortæller han.

Anerkendelse er vigtig
Nu skal Rasmus’ efterfølger som årets ildsjæl i regionen findes, og spørger man ham selv, er der ingen tvivl om, hvad der kendetegner en rigtig ildsjæl:

– En ildsjæl for mig er en, der drives af at gøre en forskel, og så skal personen brænde for det, han/hun laver. Derudover er det vigtigt, at personen møder folk i øjenhøjde og fornemmer, hvilke behov der skal opfyldes, uden at glemme sine egne. Og så er det vigtigt, at ildsjælen bliver anerkendt for sin indsats, så man ikke brænder ud. Derfor håber jeg, at så mange som muligt indstiller en, der fortjener en ekstra anerkendelse. Det betyder mere, end man lige går og tror.

Center for frivillighed – stort engagement
Mette Hjære, der er konsulent hos Center for frivilligt socialt arbejde, er glad for, at så mange frivillige i regionen bliver indstillet til et ekstra skulderklap. Ifølge hende er frivillighed en tendens, der er kommet for at blive:

– Der er generelt et stort og stabilt engagement, når det kommer til frivilligt arbejde herhjemme. Når vi danskere ser et behov eller bliver berørt af noget, så træder vi til og gør et stykke frivilligt arbejde. Det ligger simpelthen indgroet i vores DNA at hjælpe hinanden, men også at anerkende hinandens hjælp.

Center for frivilligt socialt arbejde står bl.a. bag Frivilligrapporten, som er en undersøgelse af frivillighed i Danmark. Her viser der sig også en række tendenser, når det kommer til frivillighed i de små bysamfund:

– Vores undersøgelse viser bl.a., at der er et stort engagement i de mindre bysamfund, og især når det kommer til sport. Hvis man lægger mærke til det, er der også ofte en sportshal i de små byer. Her samles rigtig mange fra lokalsamfundet ofte om en fælles sag, og vi antager, at det er med til at styrke engagementet og fællesskabet i områder som disse. Det ville undre mig, hvis ikke dette engagement fortsætter med at vokse. Så der er helt sikkert en sammenhæng mellem fællesskab og engagement i de mindre byer, og det ser vi som noget positivt.

Brug for lokale entusiaster
Kommunikationschef Rikke Harbo Trikker håber på mindst lige så mange indstillinger som sidste år: ’Vi vil være rigtig glade, hvis mange lige kigger sig over skulderen eller er ekstra opmærksomme på, hvem der har overskud til at skabe de aktiviteter, som binder folk sammen og giver nye fællesskaber. Det er lokale entusiaster, som vi i SEAS-NVE har brug for hjælp til at få øje på, så vi kan påskønne deres arbejde’.

Vil du også hylde en frivillig, der gør noget godt for fællesskabet og udviklingen i et lokalområde beliggende i Vest-, Øst-, Sydsjælland, Lolland-Falster og øerne? Så indstil din kandidat inden den 1. oktober kl. 14.00 via ansøgningsformularen på seas-nve.dk/faellesskab.

Kommentarer