Hvem skal vinde Sundhedsprisen 2016?
Stevns Kommune: Region Sjælland uddeler igen i år 50.000 kroner til tre vindere af Sundhedsprisen 2016. Alle kan indstille og stemme på deres favoritkandidat.
Region Sjællands sundhedspris for 2016 bliver uddelt den 30. november. Der er 30.000 kroner til vinderen, mens 2. og 3. præmien er på henholdsvis 15.000 og 5.000 kroner.
Prisen er indstiftet for at støtte op om de mange gode regionale indsatser som borgere, frivillige, klubber, foreninger og organisationer sætter i verden, for at hjælpe andre mennesker her i regionen til en bedre liv med mere psykisk eller fysisk sundhed.
Enkeltpersoner, virksomheder, foreninger og organisationer kan vinde Sundhedsprisen 2016. Kandidaterne skal være bosiddende i Region Sjælland – og skal have ydet en ekstra indsats for at skabe et sundhedsinitiativ, der kommer mange andre til gode og er sat i gang.
Det er nemt at nominere sin favoritkandidat. Det kan ske via Region Sjællands hjemmeside, eller på www.facebook.com/sundhedsprisen, hvor der også kan stemmes.
Skynd dig at indstille din kandidat
Borgerne i Region Sjælland afgør ved en afstemning på Facebook, hvem den ene af årets finalister skal være.
– Vent endelig ikke at indstille din kandidat til sidste øjeblik. Allerede nu af kan man afgive sin stemme på Facebook og være med i kampen om Sundhedsprisen 2016, opfordrer regionsrådsmedlem Nicolai Nicolaisen fra dommerpanelet.
Man stemmer ved at klikke på “Synes godt om” ud for billedet af det initiativ, som man synes skal modtage Sundhedsprisen 2016. Den kandidat, der får flest stemmer, ryger direkte i finalen. Der kan stemmes indtil den 8. november 2016 kl. 12.00.
Nyskabelse og kreativitet
De to øvrige finalister vælges af dommerne.
– Der er mange gode initiativer i gang i regionen. Vi lægger vægt på nyskabelse og kreativitet. Og selvfølgelig at initiativet kommer flere af Region Sjællands borgere til gavn, fortæller Nicolai Nicolaisen, der sammen med sine politikerkolleger Ellen Thomsen og Kirsten Devantier samt kommunikationschef Hanne Ahrensbøll udgør dommerpanelet.
Når finalisterne er valgt, får de alle tre besøg af dommerne, som efterfølgende vælger, hvem der bliver årets helt store vinder af de 30.000 kroner samt vindere af 2. og 3. præmien. Sundhedsprisen 2016 uddeles til de tre vindere onsdag den 30. november 2016 ved et arrangement i Regionshuset i Sorø.
Tidligere vindere af Sundhedsprisen
- 2015: Marlon Cramers, støtte- og træningsgruppe for smertepatienter, Møn
- 2014: “Sorgkajak”, Solrød
- 2013: Søren Paludan, Kærehaveprojektet, Ringsted
- 2012: Slagelse Svømmeklub
- 2011: Flakkebjerg Efterskole. Seernes Sundhedspris: Sorø BMX-klub
- 2010: Gerlev Idrætshøjskole. Seernes Sundhedspris: Foreningen Streetpower i Nyråd
- 2009: Valsemøllen, Køge, og Enheden for overvægtige børn og unge på Holbæk Sygehus
- 2008: Foreningen Aktiv Natur Velvære, Bildsø Strand, og BEC, Roskilde
Kommentarer