Hvor befinder de unge fra Stevns sig?

Læserbrev: Det skal ingen hemmelighed være, at det halter lidt med den politiske aktivitet blandt de unge på Stevns. Hertil har jeg skrevet en form for inspiration
Indsendt af Mikkel Lundemann Jensen, 24 år. Folketingskandidat i Stevns/Faxe kredsen. Formand Konservativ Ungdom Køge Bugt.
Forleden dag blev jeg spurgt direkte om, hvorfor jeg var gået ind i politik. Hvorfor har jeg lyst til at være en del af, hvad der til tider kan opfattes som et cirkus eller en hønsegård? Svaret har jeg sidenhen gået og grublet lidt over. Det kan skyldes, at man får et adrenalinkick af både de opture, men også nedture, som findes i politik. Det kan også skyldes, at man får et helt uvurderligt netværk af personer, som er med til at gøre ens hverdag udfordrende og spændene. I sidste ende handler det om, at jeg ønsker at tage ansvar. Både for mig selv, men især også for mine medmennesker. Samtidig kommer der en vis erkendelse af, at jeg mener, at jeg har kvalifikationerne til det – med frygt for at lyde for selvhøjtidelig.
Jeg vil gerne have et bedre samfund. Ikke for kun for min skyld, jeg er jo ikke liberalist, men for vores alles skyld. Jeg er gået ind i politik, fordi jeg ønsker, at politikerne skal bestemme så lidt som muligt. Jeg ønsker, at det er vælgerne, som skal bestemme. Det er demokrati. Dette finder jeg samtidig uhyre tiltrængt i vores lille danske samfund. Politikerne lytter ikke nok til vælgerne.
Når jeg som folketingskandidat forsøger at blive valgt, vil det ikke være fordi, at jeg ønsker at sidde på en flot stol på Christiansborg og diskutere med en masse politikere. Nej, det vil være fordi, at jeg vil trække alle de inputs, og alt det ansvar jeg har fået fra mine vælgere ind i folketingssalen. Derfor vil jeg den kommende tid frem mod folketingsvalget være på gaden. Både for at reklamere for mit navn og mig selv, men i særdeleshed også fordi jeg ønsker at høre på, hvad den enkelte vælger har på hjertet. Politikere ved jo ikke alt – derfor er der brug for langt mere dialog med vælgerne.
Endelig kan man så spørge derude. Findes der ikke andre unge mennesker som mig? Det tror jeg bestemt der gør. Hvad enten du er rød, blå eller grøn i sindet håber jeg, at du vil engagere dig og at du på en eller anden måde er blevet en form for inspireret, når du har læst ovenstående. Samtidig vil jeg stille dig som læser dette spørgsmål; Har du lyst til at gøre en forskel og tage ansvar for de samfund vi alle holder så forbandet meget af?
Kommentarer