Strøby Egede

Hvor meget skal der kæmpes for den nye omfartsvej?

debat_stevns_tip

Læserbrev: Hvor meget skal der kæmpes for den nye omfartsvej og er forslaget ambitiøs nok??

Indsendt af   Torben Rønnebæk, Kandidat for Stevnslisten KV13

Langt om længe kom de to kommuners fælles omfartsvejs-løsning for dagen. Efter sigende har løsningen ligget et stykke tid i det fælles udvalg og ventet på det rette tidspunkt for at offentliggøre projektforslaget. Det blev så i mandags i Dagbladet og vi er sikkert mange der har læst artiklen med optimistisk forventning.

Efter mange års kamp for at få en vej uden om Strøby Egede der kunne bringe os videre ud af kommunen for at komme på arbejde, må man jo sige, at kommunernes valg – alternativ 6 opfylder dette. Vejen gå ud af kommunen og helt klart uden om Strøby Egede :-). Netop den meget sydlige placering (Klippinge-Hårlev- Herfølge) kan sikkert betyde, at den ikke vil aflaste Strøby Egede i det omfang som en noget nordligere løsning ville.

Jeg selv der skal til Roskilde hver dag vil ikke kunne få glæde af omfartsvejen da forsinkelserne på motorvejen ved sammenfletningen og frem til Solrød vil ’æde’ den sparede tid ved ikke at skulle gennem Køge. Og en udvidelse af motorvejen ved Køge vil ikke afhjælpe dette – se bare vejen ved Greve.

Hvis man skal sydpå og hurtig på motorvejen, ja så er det en udemærket løsning der er foreslået og specielt hvis vejen føres helt til Bjæverskov så man kan komme hurtigere til/fra Vestmotorvejen når den i ny og næ skal benyttes.

Som Georg Vad-Nielsen udtrykker det i Dagbladet tirsdag så er der stor skuffelse i Strøby Egede og det kan jeg da godt forstå. Dog mener jeg ikke at ’slaget’ er tabt for borgerne i Strøby Egede, idet kommunen stadig ønsker at undersøge Ådals-området i håb om, at kunne iværksætte vejen hen over Ådalen i alternativ 5-løsningen.

Den nuværende plan synes dog ikke helt så ambitiøs som den måske kunne være. I oplægget ser det ud til at Kommunerne går ind for en løsning med en 2-sporet statsvej som nok er det mindste man kunne ønske sig. Hvis der i stedet blev satset på en 3-sporet 2+1vej på de strækninger det er muligt så vil det kunne give en bedre afvikling af trafikken med mulighed for overhalinger uden fare for at møde modkørende og derved øget trafiksikkerhed. Dernæst bør man stadig arbejde målrettet på Alternativ 5-ruten syd om Strøby Egede og samtidig ændre trafikforløbet gennem Strøby Egede, så der kan etableres en centerfunktion i byen og ikke mindst en større trafiksikkerhed for de ’bløde’ trafikanter.

Med det nye forslag til linjeføring af omfartsvejen fra Stevns til Herfølge og Bjæverskov, går vejnettet gennem fredet område, hvorfor det er spændende, om kommunernes forslag bliver stoppet på det grundlag – i stil med Ådalen satte en stopper for det oprindelige projekt.

Man bør i beskrivelsen og planlægningen af projektet inddrage nok arealer til, at der bliver genskabt mere natur end det der bliver fjernet ved vejbyggerierne. Det behøver selvfølgelig ikke være i direkte forbindelse med vejanlæggene den genskabte natur etableres, men det kan være andre steder i kommunerne. Naturen skal ikke lide under udviklingen af infrastrukturen, men infrastrukturen skal heller ikke bremses af naturen. Sådanne projekter skulle gerne give et plus på begge konti.

Tænk derfor naturgenopretning ind i planerne for omfartsvejene!

Kommentarer