I august kommer Askepot til Gjorslev Gods
Stevns: Stevns Teaterforening løfter sløret for mange interessante forstillinger for sæsonen 2012-2013
Teaterforeningen er allerede godt i gang med billetsalget til sæsonens forestillinger. Der lægges ud med opera på Gjorslev Gods. Det er Rossinis Askepot med Øresundsoperaen der indtager godset fredag d. 24. august.
– Vi har ellers i mange år åbnet med koncert i Pyramiden i Boesdal, men nu bryder vi den tradition, siger Leif Sinius.
– Sidste år druknede koncerten i et skybrud. Det er altså frygteligt ærgerligt. Nu bød muligheden sig for en anden og lige så spektakulær musikalsk sæsonstart. Det er herligt at vi kan få lov til at flytte ind på Gjorslev, fra lade til riddersal.
Repertoiret for 2012-13 byder på forestillinger fra landets største teatre, Det Kongelige og Folketeatret, til de mindste Café Liva og Får 302. Der er dans, stumfilmskomik og drama. Der er også satire med Café Livas leder Jakob Morild der spidder danskere og tidsånd. Det bliver i Elverhøjsalen på Hårlev Kro. Så også helt konkret kommer teaterforeningen nye steder hen.
Der var en markant fremgang i billetsalget i sidste sæson.
Du kan hente den nye årsbrochure her. Håber der er noget der pirrer nysgerrigheden.
Kommentarer