Ikke et nyt MadMarked i Store Heddinge
Store Heddinge: Folkene bag Madmarkedet, der gik konkurs i begyndelsen af året, har opgivet at åbne butikken i Store Heddinge igen.
Den økologiske fødevarebutik i Algade, der blev drevet af selskabet Madmarked A/S, lukkede i begyndelsen af året. Aktieselskabet blev erklæret konkurs og den administrerende direktør blev bortvist med øjeblikkelig virkning.
Læs også: Madmarked er blevet begæret konkurs
Initistivtagerne bag Madmarked, Birgitte og Kim Escherich startede med en butik i Præstø, der led samme skæbne som butikken i Store Heddinge.
Derudover bestod Madmarked-kæden af yderligere tre butikker, Skovsgaard MadMarked, Svendborg MadMarked og Korsør MadMarked. De er lokalt ejede og fortsætter uberørte af konkursen.
Peder Harboe, der driver Korsør Madmarked, købte i februar varemærket MadMarked af Birgitte og Kim Escherich.
Butikken i Præstø genopstod i marts som Præstø Ny MadMarked. Det er fortsat lokale, økologiske fødevarer, der kendetegner det ny MadMarked i Præstø. Her kan man også spise torsdagsmiddag og mad hver dag, ud over de mange gode varer i butikken.
Præstø Ny MadMarked er “søster” til Korsør MadMarked.
– Desværre fandt vi ikke ressourcer til at genåbne i Store Heddinge – men vi håber at se mange af de gamle kunder i Præstø eller i Korsør, skriver holdet bag Korsør MadMarked på Store Heddinge Madmarkeds facebook-side.
Kommentarer