Indbrud mens familien lå og sov
Rødvig: Indbrudstyv forsvandt med BMW motorcykel efter et indbrud på Storemarksvej i Lille Heddinge, mens familien lå og sov natten til tirsdag
Natten til tirsdag den 28. oktober mellem klokken 01:00 og 06:00 har der været indbrud i et hus på Storemarksvej i Lille Heddinge, mens familien lå og sov.
De ubudne gæster er kommet ind i huset ved at bryde et stuevindue op. Skuffer i stuen er blevet gennemrodet. Fra en pung der lå på køkkenbordet er der fjernet 2000 kroner samt et Dankort til Nordea. Der er desuden stjålet nogle smykker fra badeværelset. Huset er forladt igen via hoveddøren.
De ubudne gæster fandt også nøglen til en BMW R 1150 GS motorcykel med registreringsnummeret AW 12 238 og stjal efterfølgende motorcyklen, der stod parkeret i en tilstødende længe, hvor der var indrettet garage og værksted.
En ATV, som ejeren har haft til salg i Den Blå Avis, var lukket inde blandt diverse redskaber og en traktor i laden. Den var uden held forsøgt kortsluttet, hvorfor den blev overhældt med savsmuld og dieselolie. Både lade og værksted var uaflåst.
Der kunne ses hjulspor efter varebil i rabat foran ejendommen. Beboerne har hørt larm fra vejen klokken 00:38.
Kommentarer