Indbrud på Vibevej i Hellested
Hellested: Hele huset blev gennemrodet ved et indbrud på Vibevej i Hellested fredag aften
Lørdag den 11. januar klokken 00:06 kom beboerne i et hus på Vibevej i Hellested hjem til et gennemrodet hus. De ukendte gerningsmænd var kommet ind i huset ved at bryde et tophængt badeværelsesvindue op. Alle skabe og skuffer blev gennemrodet. Der er også forøvet hærværk mod tre stole, der er blevet sprættet op.
Der er stjålet en klokkeradio, fire højttalere og et stereoanlæg, to trækasser med 6 flasker rødvin af mærket Accordini samt to minkpelse, en brun og en sort. De har desuden forsøgt at stjæle et 50” fladskærms TV. Huset er forladt igen via entredøren.
En varebil der holdt i indkørslen er åbnet med det politiet kalder rette nøgle og derfra er der blevet stjålet diverse værktøj. Afslutningsvis er to dæk på varebilen blevet punkteret.
Kommentarer