Indbrudsforsøg i sommerhus på Vinkelager
Rødvig: En indbrudstyv forsøgte mandag at begå indbrud i et sommerhus på Vinkelager i Rødvig, mens der var nogen hjemme.
Mandag den 27. juli klokken 17:41 hørte en beboer i et sommerhus på Vinkelvej støj fra soveværelset og løb derind. Her så han en mand, som var på vej ind ad soveværelsesvinduet.
Anmelder råbte ad manden, som hurtigt hoppede ud ad vinduet og løb væk fra stedet.
Manden kom umiddelbart efter tilbage og bankede på soveværelsesvinduet, formentlig fordi han ville have sit koben, som han havde glemt i soveværelsessengen.
Anmelder råbte endnu engang ad manden, som løb ud til sin bil, der holdt i indkørslen, hvorefter han kørte fra stedet.
Manden beskrives som dansk af udseende, 25-30 år gammel, 175-180 cm høj, fedladen med kraftig kropsbygning. Han var iført en grå hue, mørk trøje med lynlås og grå joggingbukser.
Køretøjet beskrives som en større grå Citröen, muligvis Cactus med hvide nr. plader.
Politiet ledte forgæves efter bilen og manden i området og afventer nu resultatet af de tekniske undersøgelser på gerningsstedet.
Lokalpolitiet i Køge hører gerne fra personer, der har set manden eller hans bil i området, eller som kan give oplysninger om hans identitet. Kontakt politiet på telefon 114.
Kommentarer