Hårlev

Indsamlere søges til Sogneindsamlingen 13. marts

sogneindsamling

Stevns: Folkekirkens Nødhjælp på Stevns sender frivillige indsamlere på gaden ved den årlige Sogneindsamling.

Søndag den 13. marts sender Folkekirkens Nødhjælp på Stevns frivillige indsamlere på gaden ved den årlige Sogneindsamling.

80 procent af verdens næsten 60 mio. flygtninge er kvinder og børn. Når samfund bryder sammen, og kvinder og piger tvinges på flugt, er de meget sårbare. Familien og de netværk, som gav tryghed hjemme i lokalsamfundene, er brudt sammen. Familier er spredt, klaner brudt op, og kvinder uden familiens beskyttelse er i stor risiko for voldtægt og andre former for vold.

Også i flygtningelejrenes relative sikkerhed er kvinder og piger sårbare. I en flygtningelejr er man fange i sit eget liv. Alt sættes på pause, og det eneste, man kan gøre, er at vente. Vente på løsninger på konflikter, man ingen indflydelse har på. Konflikter, der måske slet ikke er udsigt til løsning på overhovedet.

Håbløshed og frustration, mangel på mad, uddannelse og muligheder fører ofte til konflikter og overgreb i lejrene, og mange synker hen i apati og mister troen på, at det nytter at gøre en indsats.

Del din søndag med verdens fattigste kvinder

– Der har aldrig været så mange flygtninge i verden som nu, og vi kan selvfølgelig ikke hjælpe dem alle. Men vi kan hjælpe nogle af dem. Så kom og vær med søndag d. 13. marts. Vi kan altid bruge flere frivillige indsamlere, siger kommunekoordinator Jørgen Sandgaard. Og han fortsætter:

– Sidste år indsamlede vi i Stevns Kommune 56.000,00 kr. det skulle vi gerne gøre bedre i år, så derfor, meld dig som indsamler d. 13. marts.

Hvis du har lyst til at bruge 2 – 3 timer på at samlepenge ind til verdens fattigste kvinder, kan du kontakte:

Folkekirkens Nødhjælp på Stevns mangler indsamlere i følgende byer:  Holtug, Magleby, Klippinge, Hellested, Arnøje, Tårnby, Himlingøje, Vråby og Enderslev.

Kommentarer