Samfund

Indsigelser får Region Sjælland til at droppe graveområder

Region Sjælland dropper nye graveområder ved Faxe, Mogenstrup og Stevns Klint, da mange borgere har tilkendegivet deres utilfredshed ved at indsende indsigelser til regionen.

Regionens råstofplan for 2916-2027 lægger blandt andet linjerne for graveområder i regionen, og de ville gerne have haft nye områder med i planen, men grundet en del indsigelser i høringsfasen er flere af områderne blevet droppet, skriver Dagbladet Stevns, Nordvestnyt og Sjællandske.

I forvejen bliver der allerede gravet efter sand, grus, sten, kalk, kridt og ler i omkring 50 områder i regionen, som bliver brugt til alt lige fra byggeri til vejanlæg.

Læs også: Omya ønsker at udvide Stevns Kridtbrud

– Indsigelserne har fyldt rigtig meget. Vi har brugt meget tid på at snakke om dem, vi har diskuteret dem flere gange og jeg synes også, at vi har lyttet til dem. Det har været vigtigt for os at kigge på helheden og tage hensyn til omgivelserne, så borgerne også kan leve med graveområderne, siger Peter Jacobsen (DF), der er næstformand i Regions Sjællands forretningsudvalg, til Sjællandske.

Ændringerne drejer sig om et graveområde nordøst for Faxe, et område syd for Mogenstrup samt et område ved Stevns Klint.

Ved Myrup Graveområde må indvinding først ske, hvis en ny bro ved Myrupvej bliver etableret.

Der bliver heller ikke givet gravetilladelse ved kridtbruddet i Sigerslev, hvor Omya har søgt om, at gravefeltet skulle gå op til Flagbanken ved Mandehoved.

I næste uge behandles den ændrede råstofplan af det samlede regionsråd.

Kommentarer