Indvielse af Stevns Klint som Verdensarv
Højerup: Kommunen indsætter gratis busser, så alle kan være med til den officielle indvielse
Tirsdag den 21. oktober inviterer Stevns Kommune til officiel indvielse af Stevns Klint som UNESCO Verdensarv.
Protektor for den danske UNESCO-nationalkommission, H.K.H. Prinsesse Marie deltager ved indvielsen.
– Det er en stor ære for os, at H.K.H. Prinsesse Marie, har takket ja til vores invitation til at fejre Stevns Klint, og det er en vigtig anerkendelse af det store arbejde, som er gået forud for, at klinten blev optaget på UNESCOs liste over verdensarv. Med den officielle markering kan vi vende endnu et blad i klintens verdensarvshistorie, fortæller borgmester Mogens Haugaard Nielsen.
– Ved festen giver Stevns Kommune sit bud på ’det stevnske kagebord’ sammen med en kop kaffe. Vores eget køkken bager kringle efter en 100 år gammel opskrift fra Karlshøj på sydstevns og herudover har fire lokale bagere lovet at bidrage med hver deres bud på en Stevns-kage. Jeg glæder mig rigtig meget til festen, slutter Mogens Haugaard Nielsen.
På talerlisten er:
- Prinsesse Marie, protektor for Den danske UNESCO-nationalkommission
- Poul Bache, konstitueret direktør i Kulturstyrelsen
- Mogens Haugaard Nielsen, borgmester i Stevns Kommune
- Tove Damholt, direktør for Østsjællands Museum
Alt sammen foregår ved Mindelunden i Højerup.
Gratis busser
For at yde den bedste service for kommunens borgere og undgå trafikale problemer i Højerup, har Stevns Kommune valgt at indsætte busser til og fra arrangementet.
Busser vil afgå fra fire centrale punkter: Store Heddinge, Strøby/Strøby Egede, Hårlev og Rødvig.
Buskøreplanerne kan ses på billetto.dk.
Busserne er gratis for alle.
For at sikre den bedste service, bedes alle der ønsker at køre med en af busserne om enten bestille billetter til busserne via billetto.dk eller hos Strøby Turist på telefon 56 57 80 88.
Hvis man vælger selv at køre, så skal den midlertidige parkeringsplads på græsarealet bag museet benyttes. Parkeringspladsen ved traktørstedet er forbeholdt parkering for biler med handicapskilt.
Der vil være parkering forbudt i Højerup by.
Indvielsen foregår tirsdag den 21. oktober fra klokken 14:00 til 16:00 i Mindelunden, Højerup Bygade 39, Højerup, 4660 Store Heddinge.
Kommentarer