Infomøde for kommende reservebedster torsdag
Store Heddinge: Stevns Kommune er ved at etablere en reservebedsteordning
Torsdag den 22. januar fra klokken 14 til 15 holder Stevns Kommune informationsmøde om en kommende reservebedsteordning på rådhuset i Store Heddinge.
Mange småbørnsfamilier har en travl og stresset hverdag, hvor begge forældre har fuldtidsarbejde og kæmper med at få hverdagen til at hænge sammen. Syge børn kan vælte læsset i de familier, der ikke har et netværk, de kan trække på, for eksempel fordi børnenes bedsteforældre stadig er på arbejdsmarkedet eller bor langt væk.
Derfor har disse familier brug for en reservebedste, der kan træde til.
Læs også: Stevns Kommune starter reservebedsteordning
Tilmeldte reservebedster vil blive ringet op af koordinatoren, når der er brug for dem. Man kan altid sige nej tak, hvis det ikke passer. Pasningen af barnet foregår i familiens eget hjem. Man bestemmer selv, hvor meget tid man vil bruge.
Af hensyn til det praktiske omkring mødet og bestilling af kaffe og kage bedes man tilmelde sig til informationsmødet senest tirsdag den 20. januar, til frivillighedskoordinator Lene Bruun Hansen på telefon 6113 1274 eller pr. e-mail: lenehans@stevns.dk.
Stevns Kommune holder informationsmøde torsdag den 22. januar fra klokken 14 til 15 i mødelokale 2 på rådhuset i Store Heddinge
Kommentarer