Store Heddinge

Infomøde om at få flygtninge i arbejde

nawaf_barazi_roedvig_skibs2

Stevns Kommune: Flygtningejob-Stevns inviterer i samarbejde med Stevns Erhvervsråd til informationsmøde om at få flygtninge i arbejde.

Torsdag den 2. juni klokken 18 til 19 i Tinghuset inviterer frivillige organisationen Flygtningejob-Stevns i samarbejde med Stevns Erhvervsråd til gratis informationsmøde om at få flygtninge i arbejde.

Flere virksomheder i Stevns og omegn oplever, at det kan være svært at finde og fastholde arbejdskraft. Frivilligorganisationen Flygtningejob-Stevns har med succes skaffet arbejdskraft til virksomheder i kommunen i form af flygtninge, der gennem praktik og løntilskud prøver kræfter med det danske arbejdsmarked.

Flygtningejob-Stevns etablerer kontakten mellem de flygtninge, der ønsker at komme i job, og virksomheder i kommunen, der mangler medarbejdere. Som virksomhed har du mulighed for at få medarbejderen i praktik eller løntilskud, og du er ikke forpligtet til at fastansætte nogen. Begge ordninger er billige for virksomheden, da virksomheden ikke betaler praktikantens løn, og får et tilskud til medarbejderens løn i en løntilskudsordning. Således kan man i en længere periode oplære og se sin nye medarbejder an, uden at det koster virksomheden mange penge.

– Flygtningene er meget motiverede for at blive en del af det danske arbejdsmarked, selv hvis ikke de kan blive fastansat efter endt praktik eller løntilskud, så betyder det stadig meget at have erfaring fra danske arbejdspladser, fortæller Carl Peter Lauridsen fra Flygtningejob-Stevns.

Til informationsmødet fortæller to virksomheder om deres oplevelser og erfaringer med at have flygtninge på deres arbejdsplads.

Man kan også møde de to flygtninge, Nawaf Barazi fra Syrien og Habtay Tekeste fra Eritrea, der begge er i løntilskud. De vil give et indblik i deres motivation for at arbejde på en dansk arbejdsplads.

Desuden vil Jørgen Hinderfelt fra Jobcenteret fortælle om, hvilke regler og muligheder der er for at tage flygtninge i praktik og løntilskud.

Vil du høre mere om Flygtningejob-Stevns og dine muligheder for at få flygtninge i din virksomhed, så tilmeld dig det gratis informationsmøde torsdag den 2. juni.

Gratis tilmelding

Arrangementet foregår torsdag den 2. juni fra klokken 18 til 19 i Tinghuset, Algade 8 i Store Heddinge.

Det er gratis at deltage, og man tilmelder sig på billetto.dk/flygtningejob-stevns, eller til kommunikationskonsulent Andrea Marchsteiner, på telefon 24 76 40 01 eller via e-mail til andrea@stevnserhvervsraad.dk.

Program

  • Borgmester Mogens Haugaard Nielsen byder velkommen
  • Velkommen og præsentation af Flygtningejob-Stevns v/Jørn Seierø
  • Erfaringer fra en arbejdsplads v/Jens Rolighed fra Rødvig Skibs- og Bådebyggeri
  • Fra Shippingmand i Syrien til arbejdsmand i Rødvig v/Nawaf Barazi
  • Video
  • Erfaringer fra en arbejdsplads v/Landmand Carl Skou
  • Habtay Tekeste fortæller om arbejdsglæde

Kommentarer