Store Heddinge

Infomøde om kridtstenshuse i Tinghuset

st_heddinge_praestegaard

Store Heddinge: Kommunen inviterer borgere der bor i kridtstenshuse og håndværkere der skal renovere kridtstenshuse til infomøde

Torsdag den 20. november klokken 19.00 er der informationsmøde om kridtstenshuse, i Tinghuset i Store Heddinge.

Mødet er målrettet borgere der bor i kridtstenshuse eller håndværker der lever af at renovere, istandsætte og vedligeholde boliger der er bygget af kridtsten.

Stevns klint består af kridt og kalk, der siden middelalderen har været brugt som byggemateriale til bygninger. Der er i Stevns Kommune registreret omkring 2000 kridtstensbygninger.

De mange kridtstenshuse er en unik stevnsk kulturarv, som kommunen ønsker at gøre en ekstra indsats for. Mange af husene har problemer med fugt; de er kolde og dårligt isolerende, og istandsættes husene på traditionel vis, opstår der ofte problemer med for eksempel skimmelsvamp.

Stevns Kommune har på baggrund af dette sammen med Østsjællands Museum og Center for Bygningsbevaring Raadvad udarbejdet en guide til de mange stevnske kridtstenshusejere. Guiden viser, hvilke energirenoveringstiltag der kan være relevante og fortæller nærmere om, hvordan man som kridtstenshusejere gennemfører processen med at energirenovere fra start til slut.

Visionen for denne guide er at gøre det så nemt og overskueligt som muligt for kridtstenshusejere at gå i gang med at energirenovere deres bolig. Hvordan dette gøres mest effektivt og sikkert, er noget af det, som man kan læse om i guiden. Guiden indeholder en lang række praktiske råd til energiforbedringer af husene uden at bevaringsværdi forringes. Mange af disse råd kan man selv som husejer udføre.

Restaureringsarkitekt Søren Vadstrup, fra Center for Bygningsbevaring i Raadvad, vil på mødet præsentere guiden og blandt andet fortælle om

hvordan man kan fjerne de uheldige og ødelæggende elementer i kridtstenshusene, der svækker deres gode tekniske egenskaber og i stedet indsætte nye byggematerialer og konstruktioner, der er bedre egnede for disse specielle huse

hvordan man kan efterisolere og energiforbedre husene, så husene kan leve op til moderne komfort, uden at miste de arkitektoniske og bygningskulturelle kvaliteter, de i høj grad også indeholder

Guden vil være lagt frem på bibliotekerne og i borgerservice fra den 20. november. Guiden findes også i en elektronisk version (pdf) på kommunens hjemmeside.

Udarbejdelse af materialet til kridtstenshuse er et ud af 25 initiativpunkter i kommunens klimahandleplan.

Informationsmødet om kridtstenshuse foregår torsdag den 20. november fra klokken 19.00 til 21.00 i retssalen i Tinghuset i Store Heddinge

Fotos: Anne Lindegaard, centerleder ved Center for Bygningsbevaring (Raadvad).

Kommentarer