Informationsmøde Stevns 10. Klasse

Hårlev: Stevns 10. Klasse inviterer kommende elever og forældre til informationsmøde på Hotherskolen i Hårlev på torsdag
Stevns 10. Klasse er en selvstændig skole på Hotherskolen i Stevns Kommune og har været på banen i en årrække i veletablerede lokaler. I kommende skoleår vil eleverne være fordelt i flere klasselokaler med interaktive tavler og med et indbydende ungdomsmiljø.
Stevns 10. Klasse sætter fokus på uddannelse, viden og oplevelser. Et år på Stevns 10. Klasse giver mulighed for at få afklaret valget af den kommende ungdomsuddannelse gennem vejledning, brobygning, praktik og uddannelsesprojekter.
Der er fokus på fagligheden, og eleverne vil møde nye undervisningsformer, nye fagkombinationer og nye lærere, der er i øjenhøjde med eleverne. Udover de obligatoriske fag dansk, matematik og engelsk, sammensætter eleverne selv deres skema med valgfag og ikke mindst et temafag, hvor der er mulighed for at fordybe sig i et interessant område.
Endelig skal der også være plads til at nyde et godt år med introtur, studierejse og andre oplevelser, der styrker fællesskabet og giver venner for livet.
Stevns 10. Klasse forventer aktiv deltagelse. Med alle de forskellige valg og aktiviteter er der rig mulighed for at sammensætte et godt uddannelsesår. Det 10. uddannelsesår går fantastisk hurtigt, og det forventes derfor, at eleverne deltager aktivt og samarbejder med lærerne om at nå sine personlige mål.
Der findes flere informationer om temafag, valgfag m.m. på www.hotherskolen.dk og på mødet den 17. januar vil man kunne se skolen og få yderligere oplysninger om skoleårets indhold. Mødet er for både elever og forældre.
Informationsmødet finder sted i kantinen på Hotherskolen torsdag den 17. januar klokken 19.00 til 20.00.
Kommentarer