Kultur

Den interne uro i Venstre Stevns er blusset op igen

Borgmester Mogens Haugaard Nielsens status som Venstres borgmesterkandidat ved kommunalvalget til november bliver nu igen udfordret af partifællerne.

Onsdag den 25. januar afholder partiet Venstre Stevns den årlige ordinære generalforsamling i Strøbyhallen. Generalforsamlingen var ellers først annonceret til den 29. februar. Det skriver Dagbladet.

Grunden til at bestyrelsen har valgt at fremrykke generalforsamlingen er, at de har modtaget hele to forslag til generalforsamlingen om, at afholde et nyt opstillingsmøde med et nyt valg af partiets borgmesterkandidat til kommunalvalget i november måned. De to forslag kommer fra henholdsvis Karsten Skov i Strøby Egede og Gerhard Nagott i Rødvig. De stiller begge spørgsmålstegn ved Mogens Haugaard Nielsens måde at tegne partiet og kommunalbestyrelsen på.

Bestyrelsen valgte derfor tirsdag aften på et bestyrelsesmøde at flytte generalforsamlingen, så der kan blive lagt låg på, den genopblussede interne strid i Venstre Stevns, så hurtigt som muligt.

Bestyrelsen vedtog samtidigt at stille medlemmerne frit ved afstemningen. De vil hverken anbefale et ja eller et nej til forslaget.

– Men som menige medlemmer af Venstre vil et stort flertal af bestyrelsen anbefale at stemme nej til et nyt opstillingsmøde. Det gælder også mig selv. Begrundelsen er, at vi allerede én gang har valgt en spidskandidat – det skete på opstillingsmødet 30. august sidste år, hvor Mogens Haugaard vandt. Det var en demokratisk proces, som man bør respektere, uanset hvad man selv mente dengang, siger Birger Hauge, der er formand for Venstre Stevns, til Dagbladet.

De to forslag vil på generalforsamlingen vil blive behandlet under ét.

Kommentarer