Irsk musik og stepdans i Spilledåsen på tirsdag
Store Heddinge: Irsk musik og dans bliver afslutningen på forårets program i Spilledåsen i Store Heddinge
Tirsdag, den 27. maj afholdes forårets sidste koncert i Spilledåsens 20-års jubilæumssæson. Denne gang står der musik og stepdans fra den grønne ø på programmet, nemlig et stort irsk musik- og danseshow med Trad Lads og Green Steps.
Trad Lads består af 7 musikere fra Danmark og Irland. Bjarne Schmidt og Peter Sørensen er irske musikere i hjertet og på gribebrættet, og sammen med Martin O’ Hare’s swingende bodhránspil og Kevin Horans fyldige vokal, er deres virtuose spil med til at skabe den unikke stemning, som irsk musik er så kendt for. Ensemblet er i dagens anledning udvidet med Paddy Lawless på violin og Sonnich Lydom på harmonika.
Trad Lads har gennem årene gæstet store og små folkfestivaller i ind- og udland, heriblandt: Skagen Festivalen, Strib Vinter Festival, Copenhagen Irish Festival, Kalmar Festival i Sverige, Bordeaux Celtic festival, Titano Festival i Norge, Folkest festival i Italien og Tesserete Irish Festival i Schweiz. Bandet spiller regelmæssigt på nogle af Danmarks bedste musikscener og kulturhuse.
Green Steps løfter sig højt over scenegulvet i atletiske graciøse spring og udfører imponerende synkrone rytmesekvenser. Green Steps kommer med 5 dansere.
Billetterne koster 175 kroner for medlemmer og 200 kroner for gæster. Medlemskab koster 50 kroner.
Man kan følge Kulturforeningen Spilledåsen på Facebook
Billetter kan bestilles på hjemmesiden og kan endvidere købes i følgende butikker samt i indgangen:
- Kop og Kande i Store Heddinge
- Staxen Bøger og Papir i Haarlev
- Ting og Blomst, Bredgade 18 i Karise
Forårets sidste koncert foregår tirsdag, den 27. maj klokken 20.00 hos Spilledåsen, Algade 32, Store Heddinge.
Kommentarer