Store Heddinge

Iværksætteri: Sjællandske kommuner dominerer foran resten af landet

Sjælland sidder tungt på top-25 over kommuner, der skaber flest nye virksomheder i forhold til antallet af borgere i kommunen. Jysk iværksætterkomet efterlyser internationale talenter til hele landet.

Der er Sjælland, og så er der resten af landet. Siden finanskrisen har de sjællandske kommuner leveret en magtdemonstration indenfor iværksætteri. Det viser en ny top-25 over de danske kommuner, der skaber flest virksomheder i forhold til indbyggertallet i den erhvervsaktive alder. Her er 21 af kommunerne sjællandske – blot fire er fra resten af landet.

Københavns størrelse spiller en stor rolle, men den forklarer ikke alt, lyder det fra Erhvervshus Sjællands direktør, Mads Váczy Kragh. Mindre befolkningstætte kommuner som Stevns, Lejre og Gribskov er også i top-25 år efter år.

Sjælland har flere fagligt uddannede indenfor bygge- og anlæg end resten af landet. Her fostres mange af vores iværksættere. Men vi topper også indenfor service, it og viden, hvor forholdene ligner resten af landet. Det skyldes, at flere af vores kommuner høster frugten af mange års iværksætterindsats, siger Mads Váczy Kragh.

Panderynker hos vækstkomet

Hos den aarhusianske vækstkomet Lead Supply, der med en vækst på 2058 procent er den hurtigst voksende virksomhed i Region Midtjylland, skaber tallene panderynker.

Det er yderst problematisk, at omkring halvdelen af landets befolkning og potentielle iværksættere bor i kommuner, der aldrig er i top-25, siger CEO Andreas Linde fra Lead Supply. Aarhus indtager en 41. plads blandt landets kommuner, og Andreas Linde understreger, at virksomheden har gode vækstbetingelser i det østjyske – bortset fra på ét afgørende område:

Sidste år lukkede en landspolitisk kortslutning af de helt store for internationale studerende på videregående uddannelser. Det reducerede på kort tid talentmassen for os og andre internationalt fokuserede iværksættere med 75 procent. En sådan beslutning rammer særligt hårdt desto længere væk fra hovedstaden, man kommer.

Sådan får kommunerne flere iværksættere

Både Mads Váczy Kragh og Andreas Linde understreger, at det er muligt at skabe et stærkt iværksættermiljø for kommuner, der ligger langt fra København eller andre større byer. Deres tre bedste råd til kommunerne er:

  1. Iværksætterpolitik er som bosætterpolitik. Arten og antallet af nye virksomheder i en kommune afspejler de borgere, man har tiltrukket. Her er blandt andet uddannelsesniveauet afgørende. Så tænk langsigtet som kommune; man tiltrækker hverken nye borgere, store virksomheder eller ekstra uddannelser på et par år.
  2. Sørg for adgang til kvalificeret arbejdskraft. Pengene er små, udgifterne store, og lønnen er ikke altid den højeste hos en iværksætter. Alligevel skal det kunne betale sig at arbejde for iværksættere, når man kigger på udgifter i kommunen eller den konkrete by. Internationalt orienterede iværksættere har ekstra store rekrutteringsudfordringer. Her kan løsningen være flere internationale studerende. Eller kommuner og virksomheder, der tør gøre op med dansk som det dominerende sprog i det offentlige rum og på arbejdspladsen for at gøre sig attraktiv for internationale.
  3. Viden og netværk skaber vækst og salg, men små iværksættere risikerer ofte at isolere sig i perioder med store mængder arbejde. Det er gift for udviklingen, salget og i sidste ende væksten. Afhold lokale og gratis workshops og konferencer med et specifikt fokus. Viden er en konkurrencefordel, og lokale konferencer er hurtige at deltage i.

Kommentarer