Erhverv

Iværksætteruge med fokus på disruption

Store Heddinge: Uge 46 er hele landets iværksætter- og vækstuge, og derfor inviterede Stevns Erhvervsråd til et netværksarrangement med fokus på disruption.

Torsdag den 17. november mødte knap 40 erhvervsdrivende op for at høre tre inspirerende oplægsholdere dele ud af deres erfaringer med disruption.

Hvert år sætter iværksætterugen, også kendt som Global Entrepreneurship Week, fokus på relevante emner for erhvervslivet for at fremme entreprenørskab og vækst. Årets tema er digitalisering, hvilket åbner op for en masse nye markeder og muligheder, der kan forstyrre de rammer og strukturer vi kender – altså disrupte markedet.

Læs også: Verdensomspændende iværksætter- og vækstuge – også i Stevns

Stevns Erhvervsråd havde derfor inviteret tre oplægsholdere, der alle har disruption helt inde under huden til at sætte fokus på, hvordan man kan arbejde med disruption i sin hverdag. Forhåbentlig kan de stevnske virksomheder således undgå at blive overhalet indenom af innovative og nytænkende konkurrenter.

Disruption på nært hold

Vækstkonsulent Nils Hall Torgersen fra Væksthus Sjælland har over 25 års erfaring med forretningsudvikling, og gav flere eksempler på, hvordan teknologien disrupter markedet. Han tog blandt andet fat i byggebranchen, hvor det i fremtiden bliver muligt at 3D-printe huse fremfor at bygge dem på traditionel vis.

– I dag kan man 3D-printe huse, og det betyder, at der i fremtiden vil være brug for færre håndværkere og entreprenører. Der vil jo altid være nogle, der vil have bygget et ’håndlavet’ hus, men det bliver en niche. Så vil der være nye job, der opstår, når husene skal 3D-printes, forklarede Nils Hall Torgersen.

Derefter var der direkte skype-forbindelse til aftenens anden oplægsholder, der befandt sig i Kenya. Administrerende direktør og medstifter af virksomheden M-PAYG Asger Trier Bing kunne fortælle om sit produkt, der er en helt anderledes måde at tænke energi-markedet på.

– Mobile-Pay As You Go er et produkt, hvor kunden får en pakkeløsning, der indeholder et solpanel, et batteri og en controller. Hver måned kan kunden via SMS betale for en måneds strømforbrug på deres solpanel, og får tilsendt en kode, de skal taste ind på controlleren, der derefter aktiverer solpanelet, forklarede Asger, der således kan tilbyde grøn energi til billige penge.

Tænk ud af boksen

Administrerende direktør i Zibra InQvation Birger Hauge tog derefter tilhørerne med på en rejse gennem en tid, der har været fuld af disruption. Han kunne blandt andet fortælle om de første computere, som ingen troede nogensinde ville blive til noget, og det første internet, der kun blev brugt til videnskabelige artikler og vidensdeling. Teknologien har udviklet sig så hurtigt, og ændret markederne så markant, at mange virksomheder er blevet overhalet indenom af nye og innovative kræfter.

– Zibra InQvation er en digital lege- og læreplads – et digitalt frikvarter, der kan skabe banebrydende innovation, forklarer Birger, der til hverdag arbejder på en arbejdsplads, hvor der er fokus på at tænke ud af boksen og få idéer, der disrupter.

Alt i alt bød arrangementet på mange inspirerende og interessante måder at drive forretninger på. De fremmødte fik et indblik i, hvordan fremtidens teknologi kan forandre den verden vi kender, og give dem nye forretningsmuligheder.

Kommentarer