Rødvig

Jacob Morild gæster Harmonien i Rødvig fredag aften

For tre år siden havde Stevns Teaterforening besøg af Jacob Morild på Hårlev Kro. Nu er det Rødvig, der bliver tilgodeset med denne uimodståeligt skarpe satiriker.

Fredag den 17. marts klokken 19.30 får Restaurant Harmonien i Rødvig besøg af ’Café Liva’ med forestillingen ’SÅ’ DET!’ – en cabaret af Jacob Morild

Jacob Morild er måske vor tids mest præcise samfundsrevser, og med tre Reumert-nomineringer i hhv. 2003, 2010 og 2015, Wilhelm Hansen Fondens store legat i 2014, Danmarks Teaterforeningers Hæderspris 2014 og Danske Teaterjournalisters Initiativpris 2015…

Ku’ han så ikke bare slappe lidt af?!

Tydeligvis ikke, for hans nye solo-cabaret SÅ’ DET, som havde premiere på Cafe Liva den 1. Februar 2017, har endnu engang fået publikum til at strømme ind på Danmarks eneste faste cabaretscene – og anmeldelserne har om muligt været endnu mere overdådige end tidligere:

  • Information: “Jacob Morild er Danmarks modigste performer lige nu!”
  • Gregers Dirckinck-Holmfeldt – ★★★★★ “Uforskammet underholdende!”
  • Berlingske T: – ★★★★ “Morsomt på en kuldslået, edderspændt måde!”
  • Politiken – ★★★★ “Vid, Bid & Hjerte!”
  • Frederiksborg Amts Avis – ★★★★ “Jacob Morild er en éner!”

Hvad er det så den går ud på, cabaretten?

Jo, Jacob Morild fyldte 50 i efteråret 2016, og hvis han er rigtig uheldig, så er han kun halvvejs i livet og stadig lige undrende over Dagens Danmark i al almindelighed og sin egen generation og dårskab i særdeleshed.

Men er der egentlig sket noget særligt siden hans seneste solo-cabaret fra 2014?

Ja – der er da kommet en ny regering… eller…

Verden er blevet større…eller…

Men vejret er da blevet varmere, og det er da altid noget… eller…

Hold nu op! – Det går da overordnet meget godt i Danmark, så hvorfor i alverden er vi så stadig så gennemført utilfredse med livet?

Og hvorfor bliver denne utilfredshed tydeligvis stærkere med alderen?

Sådan er det bare!!  ….Så’ Deeeeeeet…..

Med sig på scenen har Jacob Morild – udover sin maskot, Pingvinen; Verdens Sjoveste Dyr – også bassisten og komponisten, Eva Skipper, som vel nok er én af sin generations dygtigste og mest spændende på det felt.

Billetterne koster 120 kroner hvis man er medlem af Stevns Teaterforening. Løssalgsprisen er 250 kroner og 60 kroner for ungdom.

For at få medlemspris skal man foruden medlemskab (60 kr.) købe minimum 3 billetter til én eller flere forestillinger ved første bestilling.

Billetter kan købes på www.stevns-teater.dk

Og så kan man bestille teatermenu på Harmonien før forestillingen.

Saa_det_cafe_liva_

Kommentarer