Jagten gennem Historien på Stevnsfort
Stevns: Stevns Kommune og Koldkrigsmuseum Stevnsfort inviterer for tredje år i træk børn og voksne til det store motions- og kulturevent Jagten gennem historien.
Lørdag den 9. maj klokken 11 til 15 er der igen i år mange ativiteter for hele familien til Jagten gennem historien.
På Koldkrigsmuseum Stevnsfort blæses der til militærøvelse. Til Jagten gennem historien kan man prøve, hvad det vil sige at være på NATO-øvelse anno 1985. Under Den Kolde Krig trænede danske soldater sammen med soldater fra andre NATO-lande som Belgien, Tyskland og Storbritannien. På Stevnsfort sendes børn og voksne fra post til post rundt i terrænet. Undervejs gælder det om at samarbejde, få pulsen op og tænke hurtigt. Der venter en flot medalje – hvis man klarer det!
Familieløbet varer en times tid og er arrangeret af Koldkrigsmuseum Stevnsfort i samarbejde med Herlufsholms Orienteringsklub, HJVE 231, HJVK Stevns og Hjerteforeningens Motionsklub, Stevns.
Løb, leg og spis
Efter familieløbet kan man løbe orienteringsløb på tid. Man får pulsen op og skal tænke hurtigt, når man udstyret med et orienteringskort over Stevnsfort skal finde vej rundt på egen hånd. Løbet er arrangeret af Herlufsholms Orienteringsklub.
Der vil også være lege og andre aktiviteter for store og små.
Melder sulten sig, kan man købe lækre specialiteter i Stevns Fødevarenetværks pop-up-spisested til fornuftige priser. Livsnyder & Bonderøv, Manden med maden, Engvang Frugt og Stevns Urter serverer retter fra de lande, der er i med NATO-øvelsen. Man kan smage en nyfortolkning af lørdagskylling, fish and chips, prøjsiske pølser og flamsk stuvning – alt sammen tilberedt af lokale, stevnske råvarer.
Man kan spare penge ved at købe billetter online på jagtengennemhistorien.dk
Man kan også tage på guidet tur i det underjordiske fort. Ved køb af en billet til Jagten gennem historien får man 20 procent rabat på billetten til den guidede tur. Der kan være udsolgt til de guidede ture, så det anbefales, at man køber sin billet i forvejen.
Billetter kan købes online på stevnsfortet.dk eller ved at ringe til 56 50 28 06 mandag til fredag klokken 9-15. Ved køb online udbetales rabatten ved afhentning af billet på museet.
Baggrund
Stevns Kommune deltager i Kultursamarbejdet Metropol Øresund, og arrangementet er en del af projekt KOMON, som i 2013 blev omdøbt til Jagten gennem historien. Målgruppen er hovedsageligt børnefamilier, men der er noget for alle aldersgrupper.
Jagten gennem historien finder sted i weekenden 8.-10. maj 2015 – 14 forskellige steder på Sjælland: Fredensborg, Rødovre, Gentofte, Frederikssund, Gladsaxe, Stevns, Hillerød, Frederiksværk, Rudersdal, Gribskov, Helsingør, Lejre og København.
Jagten gennem historien er finansieret af KulturMetropolØresund, Region Hovedstaden, Kulturministeriet og Nordeafonden og arrangeres i samarbejde med Dansk Orienterings-Forbund, 11 kommuner i Hovedstadsregionen og to kommuner i Region Sjælland samt en række lokale orienteringsklubber.
Kommentarer