Jagten på fossiler er gået ind på Store Heddinge Bibliotek
I efterårsferien males der og hakkes der på livet løs på biblioteket i Store Heddinge.
Mandag den 16, oktober er efterårsferiens store aktivitet for børn kommet godt fra start på biblioteket i Store Heddinge.
– Der blev hurtigt fyldt op med børn (og deres voksne) – både indendørs, hvor der males fossiler og udendørs, hvor børnene kan hakke efter fossiler i de store stykker af Stevns Klint – og samtidig lytte til lydbilledet fra forestillingen KLINT via højttalere i haven, fortæller Ziska Szemes Lørup fra Stevns Bibliotekerne.
Læs også: Stevns Klint på Store Heddinge Bibliotek
På billederne ses kunstner Annette Sjølund guide børnene udi malekunsten, og Emil Egede Hansen fra Østsjællands Museum hjælper børnene med at finde fossilerne i de store kridtblokke, som en blokvogn og en kæmpe kran har leveret til bibliotekets have.
Projektet er blevet til i et samarbejde mellem Stevns Bibliotekerne – Verdensarv Stevns – Forestillingen Klint – Kunstner Annette Sjølund – Østsjællands Museum – Stevns Kommune, Kultur.
Alle er velkomne til at besøge biblioteket for at male eller prøve at hakke efter fossiler – det er gratis. Man kan se programmet for hele efterårsferien (uge 42) på bibliotekets hjemmeside eller på bibliotekets side på facebook.
Kommentarer