Jagthornsblæser-DM i Solgårdsparken
Strøby Egede: Danmarks Jægerforbund afholder mesterskab i jagthornsblæsning i Solgårdsparken på lørdag
Lørdag den 24. maj afholder Danmarks Jægerforbund Forbundsmesterskab i jagthornsblæsning 2014 i Solgårdsparken
Forbundsmesterskabet i jagthornsblæsning er det landsdækkende mesterskab i jagthorns-blæsning, hvor kvalificerede fra tidligere mesterskaber og kvalificerede fra dueligheds-prøverne samles. Det er således landets bedste jagthornsblæsere, der konkurrerer. Omkring 300 jagthornsblæsere fra hele landet har kvalificeret til årets mesterskab.
Ved mesterskabet konkurrerer både soloblæsere og hele grupper, og der fremføres såvel traditionelle jagtsignaler, som nye kompositioner. Der konkurreres i tre klasser: Mesterklassen, A-rækken og B-rækken. Desuden konkurrerer grupper af Es-hornsblæsere ved forbundsmesterskabet.
Der er gratis adgang for alle.
Forbundsmesterskabet foregår lørdag den 24. maj fra klokken 9.00 til cirka klokken 16.00 i Solgårdsparken i Strøby Egede.
Jagthornet er et messingblæseinstrument uden ventiler.
Blandt andet derfor lærer de fleste at blæse de første signaler efter gehør.
Der findes to typer jagthorn:
Parforcehornet og det noget mindre Fürst-Pless-horn.
Fürst-Pless-hornet er det mest udbredte horn i Danmark og det foretrukne instrument for begyndere.
Kilde: Danmarks Jægerforbund.
Kommentarer