Strøby Egede

Jazzaften i Solgårdsparken på onsdag

six_foot_stompers

Strøby Egede: Solgårdsparkens Støtteforening inviterer til sommerens tredje musikaften – der traditionen tro er en jazzaften.

Onsdag den 22. juli klokken 19:00 spiller jazz-bandet Six Foot Stompers en koncert ved de Røde Pavilloner i Solgårdsparken.

Støtteforeningen byder velkommen klokken 18.55, hvorefter Six Foot Stompers spiller traditionel jazz.

Six Foot Stompers hvis historie går tilbage til 1991, består af seks musikere, hvoraf nogle er lokale. Selvom bandet, set i jazzhistoriens skær, er et ” ungt ” orkester, har alle seks musikere en lang musikalsk fortid, ikke blot inden for traditionel jazz, men også swing- og bigband musik, skifflemusik, rockmusik samt Dansk, Irsk og Skotsk folkemusik.

Sammen repræsenterer orkestret således en musikstil, der har sine rødder i den traditionelle New Orleans- og Dixielandjazz tilsat de krydderier, inspiration fra andre stilarter giver.

Repertoiret er bredt, og indeholder, ud over kendte jazz- og swingnumrer, evergreens samt andre melodier, der knytter sig til særlige lejligheder. Six Foot Stompers har optrådt ved flere jazzfestivaler i Danmark og Europa og har udgivet 4 CD’er. Alt i alt et orkester der spiller glad swinging traditionel jazz.

Bandet består af Mogens Eghjort på trompet, Jens Brandt på klarinet, Søren Munk på trombone og vokal, Torben Junker på banjo, Keld Reenberg på bas og Jørgen Kureer ved trommerne.

Grillen er klar til den medbragte mad fra klokken 17.30.

Man kan desuden bestille buffet hos Den Hvide Kok Buffet til 125 kroner per. Den bestilles senest klokken 12 på selve dagen på telefon 56661088 eller på mail info@denhvidekok.dk.

Der er som sædvanlig gratis adgang. Til gengæld må man ikke medbringe egne drikkevarer – det gælder også kaffe. Solgårdsparkens Støtteforening sælger drikkevarer, der skal betale musikken og renoveringen af det grønne område.

Støtteforeningen opfordrer til at man selv medbringer bord og stole, så man kan sidde behageligt og nyde den gode stemning musikarrangementerne i Solgårdsparken er kendt for.

Husk at arrangementet starter en halv time tidligere end foregående sæsoner.

Kommentarer