Jeg havde højere tanker om jer, udvalgsfæller!
Debat: I Stevns Kommune mener vi åbenbart ikke, at det er nødvendigt, at kommunalpolitikerne har fuldt indblik i og overblik over kommunens økonomi.
Indsendt af Janne Halvor Jensen (DF).Fformand for børneudvalget
5. januar besluttede et enigt børneudvalg at igangsætte en redegørelse over Ungdomsskolens økonomi, så vi i udvalget kunne få et fuldt overblik over de 20 millioner kroner, som Ungdomsskolen råder over. Disse oplysninger skulle bruges i forbindelse med udarbejdelse af budget 2017.
Ved børneudvalgsmødet 8. marts fik vi i udvalget forelagt en foreløbig status over de tal, der indtil dato var frembragt. Dvs. at den redegørelse, som udvalget havde bedt om, på ingen måde var færdig, det var kun de foreløbige data, der her blev forelagt.
Til min store overraskelse mente resten af udvalget, at de foreløbige data var tilstrækkelige og besluttede derved at stoppe udarbejdelsen af redegørelsen.
Det vil altså sige, at 5. januar var hele børneudvalget enig i, at det var vigtigt og nødvendigt, at der blev fremskaffet en redegørelse over ungdomsskolens økonomi, men 8. marts havde fire ud af fem udvalgsmedlemmer så skiftet mening.
Der er ingen tvivl om, at der længe har været stærke kræfter, der har forsøgt at stoppe denne redegørelse. Men jeg havde dog højere tanker om mine udvalgsfæller, end at de lod sig påvirke af dette.
Jeg kan frygte, at når vi i børneudvalget inden for den nærmeste fremtid skal sidde og udarbejde udvalgets budget for 2017 og ikke har det fulde overblik, så bliver vi handlingslammede og kommer til at træffe nogle forkerte beslutninger, fordi vi mangler overblikket. Så må vi jo sætte vores lid til forvaltningen og håbe, at de peger på de rigtige ting, når vi politikere ikke selv har overblikket. Men er der så overhovedet nogen grund til, at der er kommunalpolitikere i Stevns Kommune, hvis vi alligevel overlader de vigtige beslutninger til forvaltningen?
Jeg har nu begæret sagen i Kommunalbestyrelsen, så håber jeg meget, at resten af Kommunalbestyrelsen kan se fornuften i, at vi politikere skal have overblik og indblik i kommunens økonomi, så vi ikke bare famler os frem i blinde.
Kommentarer