Klippinge

Jeg vil ha flere kvinder i byrådssalen

villy

Læserbrev: Det er et faktum at flere kvinder vil styrke demokratiet på Stevns

Indsendt af Villy Eenberg, Fiskerhuset, Dyrehavevej 5, 4672 Klippinge

Hvor er det ærgerligt at kun hver 3. kvinde interesserer sig for valgkampen, mens hver 2. mand interesserer sig for valget. Tænk at kun 19 Stevnske borgere træffer alle de vigtige beslutninger, der berører os alle. Ud af de 19 er de 15 i det nuværende byråd mænd på over 50 år. Den sammensætning har vi alle set resultatet af i de sidste valgperioder. Hvorfor er der kun to kvinder blandt de 19 valgte?

Ved det kommende kommunalvalg stiller et stort antal kvinder op for de forskellige partier og lister. Aldrig har der været så mange kvinder på opstillingslisterne. Ved det kommende valg stiller halvdelen af de gamle mænd over 50 år ikke op, så NU har du chancen for at få nyt blod valgt ind.

Personligt har jeg besluttet mig for at jeg vil stemme på Lene fra de Konservative ved valget, og jeg vil opfordre DIG til seriøst at overveje at stemme på en kvinde.

Jeg er overbevist om, at flere kvinder i byrådet vil gøre en forskel. Kvinder tænker ofte mere kreativt og ud af boksen, end mænd gør. Kvinder vil oftere søge bredere i samarbejdet og inddrage alle. Jeg tror også at kvinder generelt er bedre til at anskue tingene fra flere vinkler og så er det ikke nogen skade at der bliver snakket flere følelser, inden der træffes afgørelser i de vigtigste sager.

Økonomien er fantastisk på Stevns, og alligevel er der mange steder, hvor halter det voldsomt. Et eksempel: Forestil dig at du som medarbejder har en sygedag hver 3. uge – 14 dage gir det på et år – ca. 110 medarbejdere der dagligt IKKE møder på arbejde. Sådan er det for de 1700 ansatte i Stevns Kommune. Hvorfor har politikerne ikke grebet ind for længst og gjort noget ved det store sygefravær?

Byrådsarbejdet handler om at forvalte Stevns Kommunes budget. Det handler om velfærd for alle borgere i kommunen, det handler om alt fra legepladser til ældrepleje, fra beskæftigelse og kollektiv trafik til turisme, fra bosætning til skolelukninger.

Med flere kvinder i byrådet, er jeg sikker på at der vil blive et større fokus på at gribe ind og ændre på tingene, hvor det halter. Alt for mange stemmeberettigede overser hvor vigtigt det er, at vi alle bruger vores grundlovssikrede ret til at afgive vores stemme og dermed være med til at påvirke valget. NU har vi chancen for at få nye kræfter ind på taburetterne, når vi d. 19. november kan sætte vores kryds.

I ligestillingens navn SKAL vi have flere kvinder i byrådet på Stevns. Husk at afgive din stemme den 19. november.

Kommentarer