Jobpatruljen tjekker feriejobs i Stevns kommune
Stevns Kommune: Fredag besøger den største Jobpatrulje nogensinde arbejdspladser med unge feriejobbere i Faxe, Stevns, Køge og omegn
For 37. år i træk kører unge fra fagbevægelsens Jobpatrulje nu rundt i det sjællandske sommerland for at tjekke løn- og arbejdsforhold for unge i sommerferiejob.
Fredag den 15. juli er det planen at aflægge visit hos virksomheder i Faxe, Stevns, Køge og omegn.
Snyd i sommervarmen
Den største Jobpatrulje nogensinde skal hjælpe unge med at undgå at blive snydt i sommervarmen. I to ud af tre tilfælde bryder virksomhederne reglerne for unge ferie- og fritidsjobberes ansættelser.
Unge ved ikke nok om deres rettigheder på jobbet. Hele 40 procent har aldrig talt med deres forældre om vilkårene på deres arbejdsplads. Mange ved ikke, at man skal have løn i oplæringsperioden, at der er pause efter fire timers arbejde eller at man ikke selv skal finde afløser ved sygdom. I mange tilfælde kender virksomhederne heller ikke reglerne til bunds.
Det skal Jobpatruljen være med til at lave om på.
– Vi ved fra tidligere år, at mange unge sommerferie-jobbere ikke får den løn, de skal have efter overenskomsten. Desuden bliver lovgivningen overtrådt mange steder, når unge f.eks. udsættes for tunge løft, arbejde med farlige maskine og ulovlige arbejdstider, siger Liselotte Petersen, koordinator for Jobpatruljen på Sjælland og øer.
Hun understreger, at det sjældent er ond vilje hos virksomhederne, der er årsagen, når reglerne bliver overtrådt.
– I langt de fleste tilfælde skyldes det manglende kendskab til reglerne, både hos arbejdsgivere og de unge selv. Derfor kommer vi ikke ud for at banke arbejdsgiverne i hovedet med overenskomster og lovgivning, men for at oplyse og informere. De fleste steder plejer vi da også at blive taget pænt imod, siger Liselotte Petersen.
Det betyder dog ikke, at Jobpatruljen blot lader overtrædelser passere. Brud på overenskomsterne indberettes til de pågældende fagforeninger, mens lovbrud meldes til myndighederne, for eksempel Arbejdstilsynet. I særligt grove tilfælde endog til politiet.
Interesserede kan læse mere på www.jobpatruljen.dk
Kommentarer