Hårlev

Johnny Larsen er fratrådt som skoleleder

hotherskolen

Hårlev: Hotherskolens viceskoleleder René Tuekær er blevet konstitueret som skoleleder indtil videre

Johnny Larsen, der tiltrådte som skoleleder på Hotherskolen den 1. november 2012, er fratrådt stillingen den 8. januar, efter gensidig aftale. Det kan man læse på Hotherskolens hjemmeside.

Omkring 30 medarbejdere på Hotherskolen klagede i foråret 2014 til Stevns Kommune over Johnny Larsens ledelsesstil. I løbet af efteråret har en proceskonsulent, udarbejdet en handlingsplan, der skulle rette op på forholdene.

– Desværre måtte vi konstatere, at det ikke bevægede sig i den rigtige retning, og det har vi nu taget konsekvensen af, siger forvaltningsdirektør Jakob Bigum Lundberg, Stevns Kommune ifølge Dagbladet.

Viceskoleleder René Tuekær konstitueres som skoleleder indtil videre. I løbet af de kommende uger vil René fordele ledelsesopgaverne på Hotherskolen og der vil blive tilrettelagt en proces med henblik på etablering af et nyt ledelsesteam på Hotherskolen.

– På nuværende tidspunkt forventer jeg, at ledelsesteamet vil være fuldt bemandet den 1. august 2015, skriver Anton Svendsen, Centerchef i Stevns Kommune. Og han fortsætter:

– Der ligger en meget stor opgave forud for såvel personale som ledelse, ikke mindst fordi der stadig skal arbejdes med genetablering af et godt arbejdsmiljø på Hotherskolen. Det er mit indtryk og min forventning, at såvel ledelse som medarbejdere vil lægge de nødvendige kræfter og det nødvendige engagement i dette arbejde, afslutter Anton Svendsen.

Johnny Larsen har i forbindelse med sin afgang, udtrykt taknemmelighed for det samarbejde og den indsats medarbejdere, skolebestyrelse, forældre, elever og eksterne samarbejdspartnere har ydet for Hotherskolen og ønsker alle god vind frem over samt det bedste for Hotherskolens børn og medarbejdere.

Kommentarer