Jorden ved Højeruplund overdrages til en fond
Højerup: Stevns Kommune har foreslået at både Selskabet Højeruplund og Østsjællands Museum overdrager jorden ved Stevns Klin til en fond
Mandag den 24. november havde cirka 50 personer fundet vej til Selskabet Højeruplunds årlige ordinære generalforsamling i traktørstedet Højerup.
Her fortalte Jens Carl Jørgensen, der er formand for Selskabet Højeruplund, at Stevns Kommune, på et møde i september i år har foreslået at der oprettes en fond, der skal eje jorden ved Højeruplund.
– Vi i bestyrelsen er stort set enige om, at en for verdensarven rigtig løsning vil være, at vi overdrager alle vores besiddelser langs Klinten – inklusive traktørstedet og Lunden – til den forventede fond, og at vi kunne ønske, at museet gjorde det samme, så der kom samme ejer på arealet fra Klintgaard i nord til oldtidshuset i syd, sagde Jens Carl Jørgensen til forsamlingen. Det skriver Dagbladet.
Jens Carl Jørgensen, der tidligere var dommer i Store Heddinge, er også formand for Østsjællands Museum og næstformand i Stevns Turistforening.
Tanken er at Stevns Kommune, Østsjællands Museum samt Selskabet Højeruplund skal stå bag fonde, der skal varetages af en bestyrelse med repræsentanter fra Stevns Kommune, Østsjællands Museum samt Selskabet Højeruplund.
Kommentarer