Store Heddinge

Juleaften er højtid – også for indbrudstyvene

Indbrudstyvene har ekstra travlt i juledagene. Ifølge Topdanmarks statistik over skadeanmeldelser sker der 120 flere indbrud i december måned, end gennemsnittet per måned i resten af året.

Selvom antallet af indbrud er faldet, så er julen stadig højsæson for indbrudstyve. De kommer modsat julemanden ind gennem vinduer og døre, når familien er på juleferie. Og højt på deres ønskeliste står smykker, dyrt design og værktøj.

Julen er hjerternes fest, men desværre også tyvenes. Og der kan hurtigt gå skår i glæden og blive sat en dæmper på julestemningen, hvis tyven får fingrene i julegaverne eller designerlampen i juledagene.

Desværre oplever mange danskere at have haft uønsket besøg, mens de har fejret jul ude med familie eller venner, oplyser forsikringsselskabet Topdanmark, der i december 2018 havde 484 anmeldelser af indbrud, hvilket er godt 120 flere end det månedlige gennemsnit for året.

– Julen er desværre stadig et eldorado for tyve. De slår til især i juledagene, hvor mange er ude af huset for at fejre jul i familiens skød. Juleaften er fortsat månedens højdespringer. Sidste år blev anmeldt 120 flere indbrud i december måned end gennemsnittet af de øvrige måneder, siger skadedirektør i Topdanmark Rasmus Ruby-Johansen.

Især juledagene 24. – 27. december er populære dage for tyvene. Her ligger antallet af indbrud som regel højere end gennemsnittet per dag for resten af december.

Går efter det der glimter
Guld, sølv og ure er det store hit blandt tyvene, oplyser Topdanmark.

– Tyvene stjæler de ting, som de let kan sælge videre. Derfor er det især smykker og dyrt design såsom lamper, tæpper og kunst, som de går efter, siger skadedirektør Rasmus Ruby-Johansen.

Hver år koster indbrudene Topdanmark mange millioner kroner.

– Ofte går tyvene også efter ting med høj affektionsværdi såsom arvestykker eller andet, der kan være svært at genanskaffe. Derfor er det vigtigt, at man sørger for, at værdigenstande er gemt godt væk fx i en fastboltret værdiboks. Det er en god idé at gå en tur i hjemmet med ’tyvens briller på’ og få gemt de værdifulde ting væk, som kunne friste uindbudte gæster i julen, siger han.

Lås og slå holder tyven ude
Det vigtigste værn mod tyven er dog at huske at lukke og låse døre og vinduer. Derudover er det en god idé at lade hjemmet se beboet ud ved fx at lade det rode lidt og bruge tænd-og-sluk-ur til lamperne i huset eller installere intelligent lysstyring, som du kan tænde fra fx din smartphone, når du ikke er hjemme.

– Mens julemanden ifølge sagnene kravler ind gennem skorstenen, så kommer tyvene næsten altid ind ad vinduer og døre. Så det bedste råd mod tyveri er at sikre huset med ordentlige låse og sikringsbeslag til vinduerne. Sørg også gerne for lidt lys. Man skal ikke fråse med strømmen, men reparation og genindkøb efter et juleindbrud er mere ressourcekrævende end nogle relativt få timers ekstra lys i lamperne, siger Rasmus Ruby-Johansen.

Han tilføjer, at man generelt skal tænke på, at alt, der kan forsinke eller stresse tyvene, mindsker mængden af tyvekoster, de får med sig.

Topdanmark anbefaler også, at man aftaler med naboen eller venner, at de holder øje med huset, tømmer postkassen, skovler sne, fylder skraldespanden og evt. parkerer deres bil i indkørslen, hvis man er væk i flere dage.

Kend dine værdier
Alverdens forholdsregler er desværre ingen garanti mod indbrudstyvene, så det er en god idé at skrive en opgørelse over sine værdier, så man har den, hvis uheldet skulle være ude.

– Mange har flere værdigenstande, end de går rundt og tænker over til daglig. Og når uheldet er ude, oplever vi, at en del har problemer med at beskrive de ting, der er blevet stjålet, eller at de ikke kender værdien af dem. Det er derfor en god idé at tage billeder af sit indbo og gemme kvitteringerne, i særdeleshed af værdier som smykker og ure, siger Rasmus Ruby-Johansen.

Ifølge Danmarks Statistik er Fyn hårdest ramt af indbrud i juledagene, mens Vestjylland er mindst ramt.

 

Tyvens ”ønskeliste”

– Ure og smykker
– Boligartikler
– Værktøj og instrumenter

Undgå at dit hus bliver en gavebod til jul: Sådan sikrer du dig mod indbrud

Lås og luk døre og vinduer
– Sørg for, at dit hjem er lyst op, som om du selv var hjemme
– Er du væk over længere tid, så sæt timer på en række af dine lamper, så dit hjem ser beboet ud
– Kan tyven kigge ind i dit hjem, så lad det se beboet ud. Mange mennesker rydder fx pænt op, inden de tager hjemmefra – og det kan tyven se
– Fortæl dine naboer, hvornår I er hjemme og ude, og sørg for, at andre tømmer din postkasse og rydder dit fortov, hvis du er væk i længere tid
– Fortæl ikke på de sociale medier, hvornår du er væk hjemmefra – du kan lægge de hyggelige julebilleder op, når du kommer hjem.

Gode råd til at passe på gaver og værdier

– Gem dine værdigenstande i en fastskruet værdiboks
– Overvej om nogle af dine ure og smykker ligger bedre i en boks i banken, hvis du har meget af det
– Pas på julegaverne – både før og efter, der er danset om træet. Undgå at lægge dem samlet fx i en sæk, lige til at tage på nakken’
– Undgå at opbevare kvitteringerne sammen med gaverne
– Undgå at lægge gaverne synligt hjemme eller i bilen. Gem dem væk i skabe og skuffer.

Kommentarer