Julekalender fra Y’s Men’s Club Stevns
Y’s Men’s Club Stevns har udgivet en julekalender der sælges i Stevns kommune af spejdere, sportsforeninger og andre der tilmelder sig.
Årets julekalender fra Y’s Men’s Club Stevns, er i 2.100 eksemplarer og annoncørerne er alle bosiddende i Stevns Kommune.
Alle spejdere og sportsforeninger bliver tilbudt at sælge kalenderen. De tjener 15 kroner pr. kalender. Det betyder, at cirka 2/3 af overskuddet går til sælgerne (hjælp til selvhjælp). Det resterende overskud uddeles fortrinsvist blandt ansøgere fra Stevns Kommune.
Skulle du ikke blive besøgt, men ønsker at købe kalenderen og dermed støtte, kan Helge Christensen, Haarlev, kontaktes på telefon 5628 6621
Y’s Men’s Club Stevns’ julekalender koster 35 kroner.
Om kalenderen
Y’s Men’s Klubberne i Danmark præsenterer for 40. år i træk den landsdækkende Regions-julekalender, som nu igen sælges landet over af de uniformerede korps, skoler og flere idrætsforeninger.
Selv om det er 41. gang Y’s Men’s Julekalenderen udkommer, er den stadig en tilbagevendende glæde for mange mennesker, som ved køb af kalenderen er med til at støtte Y´s Men´s klubbernes sociale og humanitære arbejde i ind- og udland.
Køberne af kalenderen kan glæde sig over den farverige forside med karikaturtegninger af blandt andre kongefamilien, politikere og kendte personer. Forsiden er tegnet af den kendte tegner og illustrator Annette Carlsen, som er kendt for at lave satiretegninger, der kalder smilene frem.
Det kan du vinde
Køber man Y’s Men’s julekalenderen har man chance for at vinde et gavekort á kr. 200,- bag hver af de 24 låger. Herudover er der mulighed for at deltage i lodtrækning om 10 ekstragevinster ved at gætte en kendt julesang, som dannes af en verselinie ved at sætte 24 bogstaver sammen fra bagsiden af lågerne.
Den samlede gevinstsum er på 125.000 kroner.
Annoncørerne på julekalenderens bagside er med til at støtte julekalenderens formål.
Hovedformålet med udgivelsen af julekalenderen er: at overskuddet på godt 1 million kr. går ubeskåret til socialt og humanitært arbejde i ind- og udland.
Y’s Men’s Klubberne i Danmark er en international serviceorganisation med lokalklubber over hele landet. Klubberne har nær tilknytning til KFUM & KFUK og støtter socialt og humanitært arbejde i Danmark og uden for landets grænser.
Kalenderen bliver solgt i ca. 50.000 eksemplarer, og den sælges med hjælp fra de uniformerede korps, skoler og idrætsforeninger, som derved også får mulighed for at tjene en ekstra skilling til deres forening.
Kalenderens pris er 35 kr., og man kan være sikker på, at skulle man ikke selv være en heldig vinder, så vil der være gevinst hver gang til dem, hvor vi kan yde økonomisk hjælp til fattige og nødlidende verden over.
Kommentarer