Julekoncert i Store Tårnby Kirke på onsdag

Store Tårnby: Menighedsrådet for Store Tårnby Sogn indbyder til julekoncert med Herfølgekoret
Onsdag den 11. december synger Herfølgekoret julen ind i Store Tårnby Kirke. I starten af januar er det 40 år siden, at Herfølgekoret blev stiftet – og næsten lige så længe har det været en fast tradition, at koret synger julen ind ved velbesøgte koncerter i skiftende kirker.
I år har korets dirigent Otto Laust Hansen tilført repertoiret en håndfuld nye satser fra både Norge, Sverige og Tyskland foruden den klassiske musiks store korværker. Selvfølgelig uden at give køb på de evigt unge engelske Christmas Carols og de umistelige danske julesalmer.
Der er lagt op til en aften fyldt af varme toner og klangfuld musik, der vil strømme ind i ørerne og skabe den rette julestemning.
Alle er velkomne, og der er fri entré.
Julekoncerten arrangeres af menighedsrådet for Store Tårnby Sogn.
Koncerten finder sted i Store Tårnby Kirke onsdag 11. december og den begynder klokken 19.30
Kommentarer