Julemanden kommer til Rødvig søndag formiddag
Rødvig: Julemanden har aftalt med Rødvig Borgerforening at han i år ankommer til Rødvig med toget.
Søndag den 29. november klokken 10:30 ankommer Julemanden til Rødvig.
Alle rensdyr er optaget den dag, men julemanden følger med tiden og han har fået et rejsekort, så derfor kommer han i år med toget. Efter planen skal han ankomme til stationen i Rødvig klokken 10.30. Tager I med toget fra Store Heddinge kl. 10:22 kan I rejse sammen med julemanden. NB: Billetten skal I selv betale.
Julemanden håber at rigtig mange børn og barnlige sjæle vil stå på perronen i Rødvig og tage imod ham sammen med Lene Hansen fra Banevangs Ponyrideskole i Lille Heddinge og Faxe Blæserne.
Fra stationen skal julemanden køre i hestevogn til Stevns Friskole, hvor Faxe blæserne vil spille julemusik.
Mon ikke julemanden også i år har karameller med til børnene?
Alle samles på Stevns Friskole, hvor Rødvig Borgerforening serverer gløgg og æbleskiver. Til børnene er der kakaomælk eller juice.
Kommentarer