Højerup

Julemarked for De Kræsne på Højeruplund

Se billedserie

Traktørstedet Højeruplund, Klinteshoppen og Stevns Fødevarenetværk indbyder søndag den 10. december til et helt særligt julemarked – Julemarked for De Kræsne.

Søndag den 10. december vil der hele dagen fra klokken 10 til 16 være åbent på Traktørstedet Højeruplund, hvor 60 udvalgte kunsthåndværkere og fødevareproducenter fra Stevns tilbyder deres kvalitetsprodukter. Markedet åbnes klokken 10 med en fanfare af Jesper Jørgensen på parforcehorn.

Der er frugt og syltede sager fra Engvang, krydderurter fra Urtopia, grøntsager fra Klippingegård, røgvarer fra Livsnyderen og Bonderøven og hånddyppede lys fra Lisette. De besøgende finder keramik fra de stevnske kunstnere Vicki Kolby, Anne Vejtorp og Ulla Thornberg. Anette Sjølund og Dirk Günther viser malerier med stevnske motiver. Annemarie Colding, Linda Jodehl og Astrid Munck møder op med smykker.

Teadrops og Køge kafferisteri byder på smagsprøver af the og kaffe, og hvis man ønsker noget stærkere, er der også smagsprøver hos JP Vin og Stevns Bryghus. Grønninggård og Stevns urter præsenterer deres olier og urter, og i den gule bil finder man oste og delikatesser. Woidemann sælger samiske armbånd og andre smykker, Inger Jepsen medbringer sin tekstilkunst og Inge Dahl sit sælskindshåndværk. Gaver til juletræet finder man også hos Min Taske, hos Tessebølle Får og Uld, hos Elviras Kunsthåndværk og i Susannes pileflet.

For dem, der går efter bøger, er det måske værd at besøge Østsjællands Museums stadeplads, hvor der er udsalg af bøger om Stevns og gavekort til besøg på Stevnsfortet eller i Gjorslev Boglade, hvor Jesper Jørgensens store værk om Gjorslev kan forhåndsreserveres, og hvor Charlotte Blay og Pil Tesdorph sælger bøger og kunst T-shirts.

Dem, der vil forkæle sig selv, finder økologiske grøntsager hos Nørby, prisbelønnet brød og bagværk hos Karise bageren, en håndskåren pibe hos Skovbo piber, hjemmelavet pålæg fra Klippinge slagteren, en sølvting fra Holtug Smykker eller en pose brændte mandler hos Anne fra Ankers Tivoli. Trænger du til en gave til hjemmet, har Sejer Folke flotte skærebrætter, Ole Trædrejer fine træskåle og Børstenbinderen koste og børster til et hvert formål. Juletræer og pyntegrønt finder du hos Bo’s juletræer, i Ida’s shop med juledekorationer, og Lone Krabbes papirkunst er lige til at hænge på juletræet.

Der er også gevinster til De Kræsne. Alle stadeholderne har doneret gaver til et lotteri, som de besøgende kan købe lodder til på dagen. Gaverne er udstillede på traktørstedet. Den kræsne gane bliver også tilfredsstillet. Traktørstedet byder på frokostplatte, flæskesteg, æbleskiver, vafler, samt kolde og varme drikke.

Det fulde program med alle stadeholderne på Julemarked for De Kræsne kan snart læses på www.hojeruplund.dk, www.stevnsfoedevarenetvaerk.dk og www.klinteshoppen.dk.

Der er fri entré og parkering på Højeruplund under julemarkedet.

Kommentarer