Julemarked for De Kræsne på Højeruplund
Traditionen tro indbød Klinteshoppen, Traktørstedet Højeruplund og Stevns Fødevarenetværk til Julemarked for De Kræsne med 38 stadepladser med lokale fødevarer og lokalt kunsthåndværk på det traditionsrige Højeruplund Traktørsted på Stevns klint.
Julemarkedet bød på prøvesmagninger og salg fra Stevns fødevarenetværk, udstilling og salg fra stevnske kunsthåndværkere, salg af juletræer og juledekorationer, samt frokostplatter og æbleskiver med glögg fra traktørstedet.
Arrangørerne vurderer, at antallet af gæster lå på niveau med og måske lidt over 2017, ca. 1200 besøgende. Parkeringskapaciteten på Højeruplund blev udnyttet til det yderste. Stadeholderne oplyser, at de var meget tilfredse med julemarkedet, og at de havde en god omsætning på Julemarked for De Kræsne.
Som sædvanlig afholdt julemarkedet et lotteri over gevinster doneret af stadeholdere. Heri indgik en særlig lodtrækning, hvor gevinsten var en middag for fire på Højeruplund Traktørsted. Vinderen blev udtrukket efter julemarkedets afslutning.
Den heldige vinder er Hans E. Nielsen, Strøby Egede, som er rigtig glad for gevinsten. Hans Nielsen fortæller, at han og familien holder meget af Julemarked for De Kræsne, som de har besøgt i alle de fire år, julemarkedet har været afholdt.
Kommentarer