Juleshow med Kim Sjøgren i Hårlev Kirke

Hårlev: Menighedsrådet inviterer til et underholdende juleshow med Kim Sjøgren i Hårlev Kirke
Onsdag den 4. december inviterer menighedsrådet i Hårlev til juleshow med violinisten og entertaineren Kim Sjøgren, der vil optræde med et miks af anekdoter og populær violinmusik.
Kim Sjøgren, der er født i Nakskov, har spillet violin siden han var 3 år gammel. Da han var 12 år, blev han optaget på Det Jyske Musikkonservatorium, og debutkoncerten fandt sted, da han kun var 17 år. Tre år senere blev han medlem af Det Kongelige Kapel, hvor han blev koncertmester som 22-årig, den yngste i kapellets historie. Siden februar 2005, har han været professor i violin og kammermusik på Det Jyske Musikkonservatorium.
Kim Sjøgren har ved talrige lejligheder optrådt som solist i radio/TV, samt med samtlige symfoniorkestre i Danmark. Han optræder flittigt i det meste af verdenen som klassisk violinist samt som stand-up entertainer.
Efter showet serveres der gløgg og æbleskiver i konfirmandstuen ved Hårlev Kirke.
Billetterne koster 120 kroner og de kan købes hos boghandler Staxen og i Blomsterhuset, begge i Hårlev.
Julekoncerten med Kim Sjøgren foregår onsdag aften den 4. december i Hårlev Kirke
Kommentarer