Store Heddinge

Kæmpe blomst af solceller på torvet i Store Heddinge

solcelleblomst_4

Store Heddinge: En seks meter høj ’blomst’ lavet af solceller skød op midt på torvet i Store Heddinge tirsdag eftermiddag

Blomsten med navnet smartflower™ producerer strøm. Den er ejet af firmaet VIDA A/S, der er en af udstillerne på messen Grøn Energi Stevns lørdag den 27. september i Stevnshallen.

Frem til messen vil det iøjefaldende solpanel stå plantet på torvet og gøre forbipasserende opmærksom på de mange grønne produkter, som de besøgende på messen kan blive klogere på.

Solpanelet kan klappe ’kronbladene’ sammen og klappes ned i en boks, og derved er det let at flytte, hvilket sker næste gang, når ’blomsten’ folder sig ud foran Stevnshallen til messen.

Udover dets opsigtsvækkende udformning er det smarte ved solpanelet, at det er i stand til at følge solens bane, og dermed opnår det maksimalt udbytte af solen dagen lang. Selve solpanelet stiller sig i vandret, hvis det blæser, og ved kraftig blæst folder solpanelet sig sammen.

Nysgerrige sjæle kan høre mere om smartflower™ på Grøn Energi Stevns lørdag den 27. september klokken 10-16 i Stevnshallen. Her kan de også møde en lang række andre udstillere med andre grønne produkter, der både skåner miljøet og deres pengepung.

Læs mere om hvem der udstiller på www.stevns.dk/Groen-Energi-Stevns

Fakta om solcellerne:

  • Produktionskapacitet: Op til 3500 kilowatt timer / år
  • Vægt inkl. stålpladen: 2,5 tons
  • Højde: 5,8 meter
  • Bredde: 4,838 meter
  • Produktionsland: Østrig
  • Forhandler i Danmark: Vida Byg A/S

Kommentarer