Kæmpe fyrværkeri-bøde skal for retten 10. januar
Foreningen FISK fik en samlet bøde på 101.000 kroner af politiet i forbindelse med fyrværkerisalget i december 2015. Nu skal bøden prøves ved retten.
Foreningen FISK har i mange år solgt fyrværkeri op til nytår for at samle penge ind til idræts- og kulturformål i Rødvig-området. Salget er foregået ved Dagli’Brugsen i Rødvig. Dog ikke sidste år eller i år.
Midt- og Vestsjællands Politi stoppede nemlig foreningens formand, den 27. december 2015, da han transporterede noget usolgt fyrværkeri fra salgsstedet i Rødvig til foreningens lagerplads ved Store Heddinge. Politiet regnede sig frem til, at han havde 24 kilo fyrværkeri i bagagerummet på sin personbil. Det er fire kg mere end de 20 kg, han må transportere som forenings-sælger. Det udløste en samlet bøde på 101.000 kroner, 84.000 kroner til foreningen og en personlig bøde til Per Meynerd på 17.000 kroner.
Læs også: Foreningen FISK har fået en kæmpe fyrværkeri-bøde
De fire kilo for meget kom nemlig til at betyde, at fyrværkeritransporten blev takseret som erhvervstransport, hvor man skal leve op til nogle helt andre krav.
Nu godt to år efter forseelsen skal sagen prøves ved Retten i Roskilde den 10. januar. Det skriver Dagbladet.
– Det er helt ude af proportioner, og det vil jeg som privatperson og frivillig i foreningen FISK ikke acceptere. Derfor har jeg bedt om at få bødeforlæggene prøvet i retten, hvor vi får hjælp af en advokat, som Fyrværkeribrancheforeningen har anbefalet. De mener, at vi har en god sag, udtalte Per Meynerd sidste år til Dagbladet.
Hvis foreningen skal betale bøden, vil pengene gå fra idrætten og kulturen i Rødvig.
Kommentarer