Store Heddinge

KALK-direktør modtog Building Greens produktpris

Direktør Rasmus Kjøng Jørgensen modtog på vegne af sin virksomhed, KALK A/S, den ene af de to bæredygtighedspriser, som blev uddelt ved dette års Building Green der foregår i Forum i København.

Onsdag den 1. og torsdag den 2. november er over 170 udstillere klar til at tage imod, når Building Green for syvende gang afholdes i Forum.

På udstillingens første dag blev der uddelt to bæredygtighedspriser. Her blev virksomheden KALK A/S fra Store Heddinge hædret med ‘Produktprisen’ for deres deres nye facade- og vægmaling REN, der er helt fri for tungmetaller, blødgørere og toksiske komponenter.

– Jeg er sindssygt stolt, rigtigt glad og har lyst til at springe op i luften og være glad. Jeg elsker jer alle sammen på én gang, sagde direktør Rasmus Kjøng Jørgensen ifølge fagtidsskriftet Building Supply og han fortsatte:

– Jeg vil love, at jeg vil gøre alt, hvad jeg kan, for, at det her bliver endnu bedre og endnu mere bæredygtigt.

Kalk- og mørtelvirksomheden KALK A/S, der holder til på Bredeløkkevej 12 ved Raaby, blev udpeget som årets virksomhed i Stevns Kommune i april 2016 og i slutningen af 2016 kunne de fejre 40 års jubilæum.

Læs også: KALK er Årets Virksomhed i Stevns kommune

Building Green http://buildinggreen.eu/ har eksisteret siden 2011 og har en mission om at oplyse om bæredygtighed i byggebranchen og vigtigheden heri.

Building Green er stedet hvor besøgende kan stifte bekendtskab med den seneste udvikling inden for bæredygtighed. Derfor værnes der meget om kvaliteten – herunder naturligvis også kvaliteten af  udstillerne, der skal kunne dokumentere deres bæredygtige produkter eller løsninger.

I 2016 slog de alle rekorder, da 7394 besøgende kiggede forbi og gjorde 2016 til den bedste Building Green afholdelse til dato.

Kommentarer