Kampagne skal få flere til at stemme
Stevns Kommune deltager i en landsdækkende kampagne der skal få flere til stemmeurnerne
‘Herinde tager vi beslutninger, der påvirker din hverdag
– tænk dig om, før du ikke stemmer’
Sådan står der på det banner, som frem til kommunalvalget tirsdag den 19. november vil pryde taget på rådhuset i Store Heddinge.
Banneret er en del af kampagnen ’Tænk dig om før du ikke stemmer’, som Økonomi- og Indenrigsministeriet, Danske Regioner og KL står bag og finansierer.
Rationalet bag kampagnen er, at meget få bevidst vælger at blive ’ikke-vælger’. Hvis man træffer et bevidst valg om at stemme, så vælger man at stemme.
Målet er ideelt set at nå de cirka 20 procent af borgerne, som stemmer til folketingsvalget, men ikke til kommunal- og regionsvalg. Det er borgere, som allerede har demokratiet inden under huden, og som ser sig selv som nogen, der stemmer.
For at sikre en god lokal udrulning har KL som supplement til den fælles kampagne valgt at købe en basis-pakke med kampagneelementer for 10.000 kroner til hver kommune. Basispakken består ud over banneret også af såkaldte beachflag, roll up-bannerere, klistermærker med videre.
Foto: Stevns.dk
Kommentarer