Kampagnetilsyn med kompost i markstakke

Stevns Kommunes Natur & Miljø-team udfører i 2016 tilsynskampagne med overdækning og placering af komposteret husdyrgødning i markstakke.
Stevns Kommune har i 2016 valgt at føre kampagnetilsyn med placering og overdækning af kompost i markstakke for at gøre opmærksom på, hvor vigtigt det er, at den gældende lovgivning bliver overholdt. En del at tilsynene vil blive foretaget uanmeldte, det vil ske på ejendomme med erhvervsmæssigt dyrehold.
Kompost i markstakke skal være overdækkede dels for at undgå ammoniakfordampning til atmosfæren og dels for at undgå nedsivning af forurenende stoffet til jorden samt til overflade- og grundvandet.
Kommunen skal en gang årligt digitalt offentliggøre den samlede konklusion på tilsynskampagneindsatsen, herunder mål og effekter.
Hvad må lægges i markstak?
Kompost med et tørstofindhold på minimum 30 procent må oplagres i marken. Ved kompost forstås dybstrøelse, som er omsat i stalden eller på en møddingsplads. Dybstrøelse vurderes normalt kompostlignende, hvis det har henligget i en stald 3-4 måneder i gennemsnit, dog 1-2 måneder for fjerkrægødning.
Dybstrøelse fra svinestalde uden separat gødeareal kan give en uhomogen gødningsmåtte med områder, hvor tørstofindholdet er betydeligt under 30 procent. For at modvirke risikoen for udvaskning fra markstakke fra sådanne stalde skal der udlægges betydelig mængder halm på jorden under markstakken. I svinestalde med separat gødeareal kan den kompostlignende gødning fra lejearealet umiddelbart godt opbevares i overdækket markstak.
Hvad sker der hvis lovgivningen ikke overholdes?
Konstateres det, at reglerne for markstakke med kompost ikke er overholdt, vil landbrugeren få en indskærpelse. En indskærpelse betyder, at såfremt forholdene ikke lovliggøres, vil tilsynsmyndigheden vurdere om der er grundlag for en politianmeldelse.
En del af punkterne er omfattet af KO krav. Krydsoverensstemmelseskontrol udføres per 1. januar 2015 af NaturErhvervsstyrelsen. Overtrædelse af KO krav kan give træk i hektarstøtten fra EU.
Kommunen udfører hvert år to forskellige tilsynskampagner i henhold til tilsynsbekendtgørelse nr. 1441 af 02/12/2015.
Kommentarer