Kendt blogger er fra Store Heddinge
Store Heddinge: Alenemor med tre børn blogger om børnetøj, mode, livsstil og livet som børnefamilie på Stevns
En af Danmarks mest læste blogs er www.shopping4kids.dk. Den er skrevet af Kaja fra Store Heddinge. Hun skriver om børnetøj, mode, livsstil og livet som børnefamilie på Stevns. Bloggen er da også fyldt med billeder fra omgivelserne her i Store Heddinge samt hende selv og hendes børn. Derudover skriver Kaja også bloggen Sunde Madpakker om madpakker og andre lækkerier til hele familien lanceret foråret 2013
Kaja er studerende på SU, ved siden af sine blogs som er hendes bijobs. Hun forventer på sigt at skulle leve 100 procent af at blogge inden for 2 til 3 år. Hun har tidligere arbejdet med PR i en privat virksomhed i Solrød og lærte der en masse om det at fortælle/inspirere i både billedform og tekst. Og man kan sagtens nøjes med at kigge på billederne på bloggen, uden nødvendigvis at læse så meget, da det er billederne der fortæller historien og give inspirationen.
Kaja startede bloggen www.shopping4kids.dk, i efteråret 2011, da hendes yngste søn Mikkel var 2 år.
– Det var spontant at jeg startede sådan helt uden at vide, at det en dag kunne gå hen og blive min leve vej. I starten var det jo kun venner og bekendte der kendte til siderne, men pludseligt tog det bare fart og det vrimlede med nye læsere til, fortæller Kaja til Stevns.nu
-Da jeg startede var der meget få der bloggede om mit emne, børnetøj kombineret med familieliv og slet ikke uden for København. I dag er der mange 100 blogs hvis ikke 1000 om samme emner. Men både det at jeg er alenemor, bor uden for storbyen og mit fokus på børnetøj gør at jeg skiller mig ud fra mængden den dag i dag også…
– Jeg tror ikke der er så mange her på Stevns der kender til min blog udover pædagogerne i børnehaven og venner, udtaler Kaja, der altid har sit kameraudstyr med.
– Det er nemlig sådan jeg blogger, tager billeder af mine børn især min yngste i det tøj de har på, fortæller om det, kvalitet, pasform, tipper om hvor det kan købes online, tipper om rabatter, udsalg, trends. Jeg spotter nye trends til børn på messer, i udenlandske magasiner og udenlandske blogs.
– Den seneste trend er for eksempel leggings til drenge, som er blevet et helt enormt hit i udlandet og min yngste søn har også brugt det længe, et års tid efterhånden, men trenden rammer først for alvor Danmark næste sommer. Så på den måde forsøger jeg at spotte og vise hvad der sker lidt ud i fremtiden, fortæller Kaja.
Kaja bliver løbende kontaktet af børnetøjs designere fra hele verden som gerne vil ind på det danske marked. Hun har været omtalt i både amerikanske, japanske og norske magasiner. Selvom den største målgruppe er danske mødre, så har bloggen cirka 30 procent læsere fra udlandet.
Shopping4kids blev i august en del af Bloggers Delight premium blogger netværket, der står for al banner annoncering på bloggen alt det tekniske bag. Så Kaja kan holde fokus på det hun er god til, nemlig at skrive.
Bloggers Delight er et netværk af de største og mest læste blogs i Danmark. Siden har samlet omkring 125 af de mest interessante blogs indenfor blandt andet mode, livsstil, beauty og mad og mange af dem lever af at det. Samlet set læser cirka 500.000 med hver måned på Bloggers Delight. Desuden har cirka 20.000 oprettet en gratis basis blog.
Ved siden af skriver Kaja også bloggen Sundemadpakker.dk, hvor de danske børnefamilier kan hente inspiration til hvad man kan putte i den sunde madpakke.
– Jeg vil gerne at mine børn lever sundt og varieret og det gav mig ideen til også at inspirere andre til at gøre det samme. Jeg har altid fået meget ros af pædagogerne i min søns vuggestue/børnehave for hans madpakker, så jeg tænkte at så kunne det jeg lavede da ikke være helt galt :-), afslutter Kaja
Kaja skrev tidligere om madpakkerne på shopping4kids men ville gerne have adskilt de to ting da madpakkerne primært henvender sig til de danske mødre.
Kommentarer