Klageret har afvist at genoptage drabssag fra Stevns
Et vidne har peget på fire andre gerningsmænd i gammel drabssag. Men klageret afviser at genoptage sagen.
Thorsten Grønlund Thomsen fik den 29. oktober 2013 en straf på 14 års ubetinget fængsel ved ankesagen i Østre Landsret, for drabet på den 22-årige mekaniker, Anders Mark Hansen fra Lyderslev.
Den dengang 33-årige sygemeldte fængselsbetjent har dog hele tinden nægtet sig skyldig.
Nu er der dukket et anonymt vidne op, der fortæller, at drabet kan være begået af fire navngivne personer med tilknytning til det sydsjællandske rocker- og bandemiljø.
Læs også: Nyt vidne: Fællesskov-drabet var en hævnaktion
Den drabsdømte Thorsten Thomsen, der afsoner 14 års fængsel, får dog ikke genoptaget sin sag. Det slår Den Særlige Klageret fast.
Klageretten afviser også at afhøre et vidne, der ellers har peget på fire andre gerningsmænd i den usædvanlige sag om mishandling og drab tæt på Stevns Klint i 2012.
Det har retten meddelt den dømtes advokat Mikkel Holm Nielsen. Begrundelsen lyder, at der ved de “begærede afhøringer” ikke kan “forventes tilvejebragt nye oplysninger, som kan føre til genoptagelse”.
– Jeg er meget skuffet over, at klageretten ikke har villet indhente de oplysninger, inden den traf afgørelsen.
– Især når den har fået navnene på fire personer, som kan have begået det her drab, siger Mikkel Holm Nielsen til Politiken.
Mikkel Holm Nielsen mener, at klagerettens begrundelse gør det svært at tro på rettens funktion.
– Det er mærkeligt, at klageretten med sit ordvalg indirekte siger, at selv om retten havde afhørt vidnet, og den pågældende havde peget på fire personer som gerningsmænd til drabet, ville det ikke være nok til at få genoptaget sagen.
– Så bliver det meget svært at gøre noget. Klagerettens kendelse viser efter min opfattelse, at det er nærmest umuligt at få genoptaget en drabssag i Danmark, siger han.
Den dømte, Thorsten Thomsen, har hele tiden fastholdt sin uskyld, og sagen har tidligere været indbragt for klageretten, hvor den også blev afvist.
Men for et halvt år siden kom et anonymt vidne med oplysninger om, at drabet var en afstraffelse foretaget af fire andre navngivne personer med tilknytning til rocker- og bandemiljøet.
Vidnet kom med en skriftlig erklæring, som advokat Mikkel Holm Nielsen i februar i år sendte til klageretten for at få genoptaget sagen.
Klageretten bad Midt- og Vestsjællands Politi, Statsadvokaten og Rigsadvokaten om at vurdere de nye oplysninger.
De tre myndigheder svarede klageretten, at der ikke er grund til at efterforske sagen igen, afhøre det nye vidne eller i øvrigt genoptage sagen.
Kommentarer