Store Heddinge

KLAR Forsyning graver i Bjælkerup

Store Heddinge: KLAR Forsyning graver på Lindholmsvej, Stevnshøjvej, Haubergvej og Hauberghave resten af året.

KLAR Forsyning er i gang med at adskille regn- og spildevand i Bjælkerup, for at imødegå fremtidige oversvømmelser, når det regner voldsomt.

KLAR Forsyning startede gravearbejdet på Lindholmsvej mandag den 15. august og forsætter til Stevnshøjvej, Haubergvej og Hauberghave. De forventer at være færdig ved årets udgang, alt afhængig af vejret.

Gravearbejdet afsluttes med at der lægges ny asfalt.  I tilfælde af dårligt vejr, vil lægning af ny asfalt blive udskudt.

Det vil larme når entreprenøren graver og trafikken vil også være påvirket.

– På Lindholmsvej er vi nødt til, at grave i vejens fulde bredde, derfor kan bilister, cyklister og gående ikke benytte vejen, skriver Klar Forsyning i en pressemeddelelse.

Dampvaskeriet har netop fået etableret en ny privat vej, der går parallelt med Lindholmsvej. KLAR Forsyning har i samarbejde med Dampvaskeriet aftalt, at deres nye private vej skal benyttes af billister, cyklister og gående mens gravearbejdet står på.

KLAR Forsyning har gennemført informationsmøde for borgere der bor på Lindholmsvej. De afholder informationsmøde for borgere der bor på Haubergvej og Hauberghave torsdag den 22. september 2016, fra klokken 18.00 til 20.00 i administrationsbygningen på renseanlægget på Fægangen 8, 4660 Store Heddinge.

KLAR Forsyning er navnet på det fælleskommunale forsyningsselskab der blev stiftet af Køge, Greve, Solrød og Stevns kommuner i oktober 2015.

Kommentarer